1 Af David.
TIL dig, Herre, løfter jeg min Sjæl.
2 Mig Gud, paa dig forlader jeg mig; lad mig ikke blive tilskamme, lad ikke mine Fiender fryde sig over mig!
3 Ja, Ingen af dem, som ble paa dig, skal blive tilskamme; de skulle blive tilskamme, som handle troløst uden Aarsag.
4 Herre, lad mig kjende dine Veie, lær mig dine Stier!
5 Led mig frem i din Trofasthed og lær mig! Thi du er min Frelses Gud, paa dig bier jeg den hele Dag.
6 Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Miskundheds Gjerninger! Thi de ere fra Evighed.
7 Kom ikke min Ungdoms Synder og mine Misgjerninger i Hu! Efter din Miskundhed komme du mig i Hu for din Godheds Skyld, Herre!
8 Herren er god og retvis; derfor underviser han Syndere om Veien.
9 Han leder de Sagtmodige i det, som Ret er, og lærer de Sagtmodige sin Vei.
10 Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Trofasthed imod dem; som bevare hans Pakt og hans Vidnesbyrd.
11 For dit Navns Skyld, herre, forlade du min Misgjerning! Thi den er stor.
12 Hvo er den Mand, som frygter Herren? Ham underviser han om den Vei, han skal vælge.
13 Hans Sjæl skal stadigt bo i det Gode, og hans Afkom skal arve Landet.
14 Herrens fortrolige Smafund er med dem, som frygte ham, og hans Pakt skal blive dem kundgjort.
15 Mine Øine ere altid til Herren, thi han drager mine Fødder ud af Garnet.
16 Vend dig til mig og vær mig naadig! Thi jeg er enlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have de[1] gjort store; før mig ud af mine Trænglser!
18 Se min Elendighed og min Nød, og forlad mig alle mine Synder!
19 Se mine Fiender, de ere mange, og med uretfærdigt Had hade de mig.
20 Bevar min Sjæl og red mig, lad mig ikke blive tilskamme! Thi jeg tager min Tilflugt til dig.
21 Lad Ustraffelighed og Oprigtighed bevare mig! Thi jeg bier paa dig.
22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!
David vidner om sin ustraffelige Vandel og sin Tillid til Herren, 1-3; han har intet Samfund med de Ugudelige, 4. 5, men holder sig til Guds Hus, 6-8. Han beder derfor Herren ikke at lade ham dele Lod med de Ugudelige, 9-11, o ugtaler sin Forvisning om at blive bønhørt, 12.
1 Af David.
SKAF mig Ret, Herre! Thi jeg har vandret i min Ustraffelighed, og paa Herren forlader jeg mig uden at vakle.
2 Prøv mig, Herre, og forsøg mig, ransag mine Nyrer og mit Hjerte!
3 Thi din Miskundhed er for mine Øine, og jeg vandrer i din Trofasthed.
4 Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke sammen med Underfundige.
5 Jeg hader de Ondes Forsamling og sidder ikke hos de Ugudelige.
6 Jeg tvætter mine Hænder i Uskldighed og vil gjerne færdes om dit Alter, o Herre,
7 for at lade Lovsangs Røst høre og fortælle alle dine Undergjerninger.
8 Herre, jeg elsker dit Huses Bolig, det Sted, hvor din Herlighed bor.
9 Ryk ikke min Sjæl bort med Syndere eller mit Liv med blodgjerrige Mænd,
10 i hvis Hænder er Skjændsel, og hvis høire Haand er fuld af Skjenk!
11 Men jeg vandrer i min Ustraffelighed; forløs mig og vær mig naadig!
12 Min Fod staar paa det Jævne; i Forsamlingerne skal jeg love Herren.
David vidner om sin glade Tillid til Herren i den store Nød, hvori han er stedt, 1-3; han begjærer kun at blive staaende
- ↑ d. e. mine Fiender.
