Holder du endnu fast ved din Ustraffelighed? Sig Gud Farvel og dø!
10 Men han sagde til hende: Som en af de daarlige Kvinder taler du; skulle vi tage imod det Gode af Gud og ikke tage imod det Onde? Under alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
11 Da Jobs tre Venner hørte al denne Ulykke, som var kommen over ham, kom de, hver fra sit Sted, Elifas, Temaniten, og Bildad, Suhiten, og Zofar, Na’amatiten; og de aftalte sammen at gaa hen for at vise ham Medynk og for at trøste ham.
12 Men da de opløftede sine Øine langt borte, kjende de ham ikke, og de opløftede sin Røst og græd; og de sønderreve hver sin Kappe og strøede Støv paa sine Hoveder op imod Himmelen.
13 Og de sade hos ham paa Jorden i syv Dage og syv Nætter, og Ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at hans Smerte var saare stor.
Job bringes ved sin svare Pine til at forbande sin Fødselsdag, 1-10, og ønsker, at han var død, da han blev født; thi de Døde have Ro og ere frie for Jordens Plager, 11-19. Han spørger, hvorfor Lidende og Bedrøvede maa friste Livet og klager bitterlig over sin egen nærværende Tilstand, 20-26.
EREFTER oplod Job sin Mund og forbandede sin Fødselsdag.
2 Og Job tog tilorde og sagde:
3 Tilgrunde gaa denne Dag, paa hvilken jeg blev født, og den Nat, som sagde: En Dreng er undfangen!
4 Den Dag — den vorde Mørke! Ei spørge Gud efter den fra oven, og intet Lys straale over den!
5 Gid Mørke og Dødsskygge kræve den tilbage, Skyer leire sig over den, Alt, hvad der gjør en Dag mørk, forfærde den!
6 Hin Nat — gid Mulm tage den! Ei glæde den sig blandt Aarets Dage, i Maaneders Tal komme den ikke!
7 Se, hin Nat — den vorge gold! Ei komme der Jubel i den!
8 Gid Dag-Forgandere bande den, de, som ere færdige i at fremmane Leviatan!
9 Gid dens Dæmrings Stjerne vorde mørke! Den vente paa Lys, men intet komme, og ei skue den Morgenrødens Øienlaag!
10 Thi den lukkede ikke Døren til min Moders Liv, saa den skjulte Møie for mine Øine.
11 Hvi døde jeg ikke fra Moderskjødet af? Hvi opgav jeg ikke aanden, da jeg udgik af Moders Liv?
12 Hvorfor toge Knæer imod mig, og hvorfor Bryster, saa jeg diede?
13 Thi da skulde jeg nu ligge og hvile; jeg skulde sove, da skulde jeg have Ro —
14 med Konger og Jordens Styrere, som byggede sig Ruiner,
15 eller med Fyrster, som havde Guld, som fyldte sine Huse med Sølv;
16 eller jeg skulde ikke være til, som er skjult, utidigt Foster, som Børn, der aldrig saa Lyset.
17 Der have Ugudelige ophørt at larme, og der have Kraftløse Ro.
18 Der have alle Faner Rolighed, de høre ikke Driverens Røst.
19 Liden og stor ere der lige, og Trællen er fri for sin Herre.
20 Hvi giver han[1] den Besværede Lys og de bitterlig Bedrøvede Lig,
21 dem, som vente paa Døden, og den kommer ikke, og som grave efter den mere end efter Skatte,
22 dem, som glæde sig lige til Jubel, som fryde sig, naar de finde en Grav, —
23 en Mand, hvis Vei er skjult for ham, og hvem Gud har gjærdet ind?
24 Thi istedetfor mit Brød kommer mit Suk, og mine Klager strømme som Vand.
25 Thi hvad Frygteligt jeg frygter for, det rammer mig, og hvad jeg gruer for, det kommer over mig.
26 Jeg har ikke Rast, ikke Ro, ikke Hvile, og der kommer Uro.
Temaniten Elifas foreholder Job hans Utaalmodighed, 1-6. Den retfærdige Gud, siger han, straffer ikke Uskyldige, men kun Skyldige. Herfor beraaber han sig dels paa Erfaring, 7-11, dels paa et natligt Syn, han har havt, 12-21.
A svarede Temaniten Elifas og sagde:
- ↑ Gud
