har jo ikke givet hende til min Søn Sela. Og han havde ikke siden Omgang med hende.
27 Og paa den Tid, hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i hendes Liv.
28 Og da hun fødte, stak En en Haand frem; da tog Jordemoderen den og bandt en rød Traad om hans Haand og sagde: Denne kom først ud.
29 Men det skede, som han drog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder ud; og hun sagde: Hvor du har brudt dig frem! Og man kaldte hans Navn Perez[1].
30 Og siden kom hans Broder ud, som havde den røde Traad om sin Haand; og man kaldte hans Navn Serah[2].
Josef tjener hos Potifar; Herren er med ham, saa Potifar sætter ham over hele sit Hus, 1-6. Hans Hustru frister Josef til Utugt, men kan ikke overtale ham og anklager ham derfor falskelig for sin Mand, 7-18. Denne kaster ham i Fængsel, men Herren er ogsaa her med ham, 19-29.
OG Josef blev ført ned til Ægypten; og Potifar, Faraos Hofembedsmand, Øversten for Livvagten, en ægyptisk Mand, kjøbte ham af Ismaeliterne, som havde bragt ham derhen.
2 Og Herren var med Josef, saa han blev en Mand, for hvem Alt lykkedes; og han var i sin Herres, Ægypterens Hus.
3 Da hans Herre saa,a t Herren var med ham, og at Herren lod Alt, hvad han gjorde, lykkes i hans Haand,
4 fandt Josef Naade for hans Øine og blev hans Tjener; og han satte ham over sit Hus, og Alt, hvad han havde, gav han i hans Haand.
5 Og det skede fra den Tid, han havde sat ham over sit Hus og over Alt, hvad han havde, da velsignede Herren Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og Herrens Velsignelse var over Alt, hvad han havde, i Huset og paa Marken.
6 Og han overlod Alt, hvad han havde, i Josefs Haand, og han saa ikke til med ham i Noget, uden med den mad, han selv aad. Og Josef var vakker af Skabning og vakker af Udseende.
7 Og det skede derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øine paa Josef og sagde: Lig hos mig!
8 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i Noget, som er i Huset, og Alt, hvad han eier, har han givet i min Haand;
9 han er ikke større i dette Hus end jeg, og han har ikke forment mig Noget uden dig, efterdi du er hans Hustru. Hvorledes skulde jeg da gjøre denne store Ondskab og synde mod Gud?
10 Og da hun nu Dag efter Dag talte til Josef, og han ikke føiede hende i at ligge hos hende og være sammen med hende,
11 og det saa skede en Dag, at han gik ind i Huset for at gjøre sin Gjerning, medens Ingen af Husets Folk var der i Huset,
12 da greb hun ham far i hans Klædebon og sagde: Lig hos mig! Men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor.
13 Og da hun saa, at han havde efterladt sit Klædebon i hendes Haand og var flygtet udenfor,
14 saa raabte hun paa sit Huses Folk og sagde til dem: Se, han har ført en hebraisk Mand til os for at paaføre os Skam; han kom ind til mig for at ligge hos mig, men jeg raabte med høi Røst,
15 og da han hørte, at jeg opløftede min Røst og raabte, efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
16 Og hun lod hans Klædebon ligge hos sig, indtil hans Herre kom hjem.
17 Da talte hun til ham de samme Ord og sagde: Den hebraiske Træl, som du har ført til os, kom ind til mig for at paaføre mig Skam;
18 men da jeg opløftede min Røst og raabte, efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
19 Og det skede, da hans Herre hørte sin Hustrues Ord, som hun talte til ham, sigende: Saaledes har din Træl gjort mod mig, da optændtes hans Vrede.
20 Og Josefs Herre tog ham og satte ham i Fænslet, det Sted, hvor Kongens Fanger holdtes fængslede; og han var der i Fængslet.
21 Men Herren var med Josef og tilvendte ham Miskundhed og gav ham Yndest hos Fængslets Forstander.
