Hopp til innhold

Side:Bibelen (1891).djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Josef sælges.
Jakobs Sorg.
DEN FØRSTE

Fader og sine Brødre, skjændte hans Fader paa ham og sagde til ham: Hvad er dette for en Drøm, du har drømt? Skal da jeg og din Moder og dine Brødre komme og bøie os for dig til Jorden?
11 Og hans Brødre bare Avind til ham; men hans Fader bevarede Sagen.
12 Og hans Brødre gik hen for at vogte sin Faders Kvæg i Sikem.
13 Og Israel sagde til Josef: Vogte ikke dine Brødre Kvæget i Sikem? Kom, jeg vil sende dig til dem. Og han sagde til ham: Se, her er jeg.
14 Og han sagde til ham: Gaa og se, om det staar vel til med dine Brødre, og om det staar vel til med Kvæget, og bring mig Svar tibage! Saa sendte han ham fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
15 Og en Mand traf ham, idet han vankede om paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter?
16 Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogte Kvæget!
17 Og Manden sagde: De ere dragne herfra; thi jeg hørte dem sige: Lader os gaa til Dotan! Saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dotan.
18 Og de saa ham langt borte, og førend han kom nær til dem, lagde de Raad op imod ham om at dræbe ham.
19 Og de sagde, den Ene til den Anden: Se, der kommer denne Drømmemester!
20 Og nu, kommer og lader os slaa ham ihjel og kaste ham i en af Vandgravene, og vi ville sige: Et vildt Dyr har ædt ham. Saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme.
21 Da Ruben hørte dette, friede han ham af deres Hønder, idet han sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel!
22 Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Vandgrav, som er i Ørkenen, men lægger ikke Haand paa ham, — forat han kunde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til deres Fader.
23 Da Josef nu kom til sine Brødre, afførte de Josef hans Kjortel, den side Kjortel, som han havde paa.
24 Og de toge ham og kastede ham i Vandgraven; men Vandgraven var tom, der var intet Vand i den.
25 Saa satte de sig til at æde; og de opløftede sine Øine og saa, og se, et Reisefølge af Ismaeliter kom fra Gilead med sine Kameler, som bare Kryderier og Balsom og Ladanum[1], og de gik for at bringe det til Øgypten.
26 Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, at vi slaa vor Broder ihjel og dølge hans Blod?
27 Kommer og lader os sælge ham til Ismaeliterne, men lader os ikke lægge Haand paa ham, thi han er vor Broder, vort Kjød. Og hans Brødre løde ham.
28 Og da de midjanitiske Kjøbmænd kom forbi, droge de Josef op af Vandgraven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Ægypten.
29 Og Ruben kom tilbage til Vandgraven, og se, Josef var ikke i Vandgraven; da sønderrev hans ine Klæder.
30 Og han gik tilbage til sine Brødre og sagde: Drengen er ikke der, og jeg, hvor skal jeg gaa hen?
31 Da toge de Josefs Kjortel og slagtede en Gjedebuk og dyppede Kjortelen i Blodet.
32 Og de sende den side Kjortel og lode den bringe til sin Fader og sagde: Denne have vi fundet; kjend dog, om det er din Søns Kjortel, eller ikke!
33 Og han kjendte den og sagde: Det er min Søns Kjortel, et vildt Dyr har ædt ham; Josef er visselig reven ihjel!
34 Og Jakob sønderrev sine Klæder og lagde Sæk om sine Lænder og sørgede over sin Søn i mange Dage.
35 Og alle hans Sønner og alle hans Døtre stode op for at trøste ham; men han vilde ikke lade sig trøste, men sagde: Jeg skal med Sorg fare ned til min Søn i Dødsriget. Og hans Fader græd over ham.
36 Men Midjaniterne solgte ham til Ægypten, til Potifar, Faraos Hofembedsmand, Øversten for Livvagten.

38. KAPITEL.

Juda tager sig en Hustru, som føder ham tre Sønner. Den ældste faar en Hustru ved Navn Tamar; Herren tager ham af-

  1. et Slags vellugtende Gummi.