fik samme Aar hundrede Fold, og Herren velsignede ham.
13 Og Manden blev mægtig, og han blev mere og mere mægtig, indtil han blev saare mægtig.
14 Og han eiede smaat Kvæg og stort Kvæg og meget Tyende, saa Filisterne bare Avind mod ham.
15 Og alle de Brønde, som hans Faders Tjenere havde gravet i Abrahams, hans Faders, Dage, dem tilstoppede Filisterne fyldte dem med Jord.
16 Og Abimelek sagde til Isak: Drag bort fra os, thi du er bleven langt stærkere end vi.
17 Saa drog Isak derfra og opslog sin Leir i Gerars Dal og boede der.
18 Og Isak lod iggjen opgrave de Brønde, som manh havde gravet i Abrahams, hans Faders, Dage, og som Filisterne havde tilstoppet efter Abrahams Død; og han kaldte dem med Navne efter de Navne, hvormed hans Fader havde kaldt dem.
19 Og Isaks Tjenere grove i Dalen og fandt der en Brønd med rindende Vand.
20 Men Gerars Hyrder kivedes med Isaks Hyrder og sagde: Vandet hører os til. Og han kaldte Brøndens Navn Esek[1], fordi de trættee med ham.
21 Saa gove de en anden Brønd, og de kivedes ogsaa om den; og han kaldte dens Navn Sitna[2].
22 Da brød han op derfra og grov en anden Brønd, og de kivedes ikke om den; og han kaldte dens Navn Rehobot[3] og sagde: Nu har Herren gjort vidt Rum for os, saa vi kunne blive frugtbare i Landet.
23 Og han drog op derfra til Be’erseba.
24 Og Herren aabenbarede sig for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er Abraha,s, din Faders, Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gjøre din Afkom mangfoldig for Abrahams, min Tjeners, Skyld.
25 Saa byggede han der et Alter og paakaldte Herrens Navn og opslog der sit Telt; og Isaks Tjenere grove grove der en Brøn.
26 Og Abimelek drog til ham fra Gerar, og Achussat, hans Ven, og Pikol, hans Hærfører.
27 Da sagde Isak til dem: Hvi komme I til mig, da I dog have hadet mig og drevet mig bort fra eder?
28 Og de sagde: Vi have seet det grant, at Herren har været med dig; derfor sige vi: Lad der dog være et edeligt Forbund mellem os, mellem os og dig, og lader os slutte Pakt med dig,
29 at du ikke skal gjøre Ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig Andet end Godt og ladet dig fare i Fred. Du er ni Herrens Velsignede.
30 Saa gjorde han et Gjæstebud for dem, og de aade og drak.
31 Og de stode tidlig op om Morgenen og svore hinanden en Ed; og Isak lod dem fare, og de droge fra ham i Fre.
32 Og det skede paa den samme Dag, at Isaks Tjenere kom og fortalte ham om den Brønd, de havde gravet, og de sagde til ham: Vi have fundet Vand.
33 Og han kaldte den SibaSiteringsfeil: Avsluttende </ref>-tagg mangler for <ref> indtil denne Dag.
34 Og da Esau var firti Aar gammel, tog han til Hustru Judit, Hetiten Be’eris Datter, og Basmat, Hetiten Elons Datter.
35 Og de vare en Hjertesorg for Isak og Rebekka.
Isak vil velsigne Esau med den Førstefødtes Velsignelse; men med List opnaar Jakob den, medens Esau gaar glip af den, 1-29. Dog faar ogsaa han en Velsignelse, 30-40. Han hader og efterstræber sin Broder, som af Rebekka raades til at flygte til Laban, 41-46.
OG det skede, da Isak var bleven gammel, og hans Øine vare blevne sløve, saa han ikke kunde se, da kaldte han Esau, sin ældste Søn, og sagde til ham: Min Søn! Og han sagde til ham: Se, her er jeg.
2 Og han sagde: Se, jeg er bleven gammel, jeg ved ikke min Dødsdag.
3 Saa tag nu dine Redskaber, dit Kogger og din Bue, og gaa ud paa Marken og fæld mig noger Vildt,
4 og tillav mig en velsmagende Ret, saadan som jeg finder Behag i, og bring mig den, saa jeg kan æde, forat min Sjæl maa velsigne dig, førend jeg dør.
5 Og Rebekka hørte paa, at Isak talte til Esau, sin Søn. Og Esau gik ud paa Marken for at fælde noget Vildt og bringe det hjem.
6 Og Rebekka sagde til Jakob, sin
