sagde Abimelek og Pikol, hans Hærfører, til Abraham: Gud er med dig i Alt, hvad du gjør.
23 Saa tilsværg mid nu her ved Gud, at du ikke vil øve Svig mod mig og mine Børn og mine Efterkommere! Efter den Kjærlighed, jeg har vist dig, maa du gjøre mod mig som mod det Land, i hvilket du bor som Fremmed.
24 Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
25 Og Abraham irettesatte Abimelek for den Brønd, som Abimeleks Tjenere havde taget med Vold.
26 Da sagde Abimelek: Jeg ved ikke, hvem der har gjort dette; hverken har du givet mig det tilkjende, ei heller har jeg hørt det førend idag.
27 Da tog Abraham smaat Kvæg og stort Kvæg og gav Abimelek, og de sluttede begge et Forbund.
28 Og Abraham stillede syv Faar af Smaakvæget for sig selv.
29 Da sagde Abimelek til Abraham: Hvad skulle disse syv Faaar her, som du har stillet for sig selv?
30 Og han sagde: De syv Faar skal du tage af min Haand, forat det skal være til et Vidnesbyrd for mig om, at jeg har gravet denne Brønd.
31 Derfor kaldte man dette Sted Be’erseba[1]; thi der svore de begge.
32 Saa sluttede de da Forbund i Be’erseba; og Abimelek og Pikol, hans Hærfører, stode op og vendte tilbage til Filisternes Land.
33 Og han[2] plantede en Tamarisklund i Be’erseba, og han paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn.
34 Og Abraham boede som Fremmed i Filisternes Land en lang Tid.
Gud befaler Abraham at ofre Isak paa Morias Bjerg; Abraham er beredt til at adlyde, 1-10. Herrens Engel afholder ham fra Gjerningen, priser hans Lydighed og gjentager de ham givne Forjættelser; Abraham bor i Be’erseba, 11-19. Nachors Afkom opregnes, 20-24.
OG det skede efter disse Begivenheder, at Gud fristede Abraham; og han sagde til ham: Abraham! Og han sagde: Se, heg er jeg.
2 Og han sagde: Tag din Søn, din eneste, som du elsker, Isak, og gaa til Morias Land og ofre ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig!
3 Saa stod Abraha, aarle op om Morgenen og sadlede sit Asen og tog to af sine Drenge med sig og Isak, sin Søn; og han kløvede Ved til Brændoffer og gjorde sig rede og gik til det Sted, Gud havde sagt ham.
4 Paa den tredie Dag opløftede Abraham sine Øine og saa Stedet langt borte.
5 Da sagde Abraham til sine Drenge: Bliver I her med Asenet! Og jeg og Drengen, vi ville gaa derhen, og vi ville tilbede og komme til eder igjen.
6 Og Abraham tog Veden til Brændofferet og lagde den paa Isak, sin Søn, og han tog Ilden og Kniven i sin Haand; og de gik begge tilsamme.
7 Da talte Isak til Abraham, sin Fader, og sagde: Min Fader! Og han sagde: Se, her er jeg, min Søn! Og han sagde: Se, her er Ilden og Veden, men hvor er Lammet til Brændoffer?
8 Og Abraham sagde: Gud skal selv udse sig Lammet til Brændoffer, min Søn! Saa gik de begge tilsammen.
9 Og da de kom til det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Veden tilrette; og han bandt Isak, sin Søn og lagde ham paa Alteret ovenpaa Veden.
10 Og Abraham udrakte sin Haand og tog Kniven for at slagte sin Søn.
11 Daa raabte Herrens Engel til ham fra Himmelen og sagde: Abraham, Abraham! Og han sagde: Se, her er jeg.
12 Og han sagde: Læg ikke din Haand paa Drengen og gjør ham ikke Noget! Thi nu ved jeg, at du frygter Gud og ikke har sparet din Søn, din eneste, for mig.
13 Da opløftede Abraham sine Øine og saa, og se, en Væder var bag ham, indviklet i Buskene med sine Horn; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den til Brændoffer i sin Søns Sted.
14 Og Abraham kaldet dette Steds Navn: Herren ser. Derfor siger man den Dag idag: Paa Herrens Bjerg skal han lade sig se.
15 Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang fra Himmelen
16 og sagde: Ved mig sværger jeg, siger Herren, at fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste,
17 saa vil jeg storlig velsigne dig
