maa vente sig Forbundelsen, 4-8. Dog har han bedre Mening om Hebræerne, da de før have forholdt sig daa vel, 9. 10. Han formaner dem til Bestandighed i Tro og Taalmodighed, forat de med Abraham kunne blive delagtige i Guds Forjættelser, som ere uforanderlige og skjenkes i Christus, vor Yppersteprest, 11-20.
ADER os derfor forbigaa Begyndelseslæren om Christus og skride frem til det Fuldkomnere, saa vi ikke atter lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gjerninger og Tro paa Gud,
2 med Læren om Daab og Haandspaalæggelse og Dødes Opstandelse og en evig Dom.
3 Og dette ville vi gjøre, dersom Gud tilsteder det.
4 Thi det er umuligt, at de, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Hellig-Aand
5 og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,
6 da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.
7 Thi den Jord, som drikker Regnet, der ofte falder paa den, og bærer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den dyrkes, faar Velsignelse af Gud;
8 men naar den bærer Torne og Tidaler, er den unyttig og Forbandelsen nær, og Enden med den er at brændes.
9 Men i Henseende til eder, I Elskelige, ere vi forsikrede om, hvad der er bedre, og hvad der hører Frelsen til, om vi end tale saaledes.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde glemme eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I have vist for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.
11 Men vi ønske, at Enhver af eder maa vise den samme Nidkjærhed til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
12 forat I ikke skulle blive sendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen og ingen Større havde at sværge ved, svor han ved sig selv, sigende:
14 Sandelig, jeg vil velsigne dig og formere dig.
15 Og saaledes opnaaede han Forjættelsen, efterat han taalmodig havde ventet.
16 Thi Menneske sværger jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist til Stadfæstelse.
17 Derfor lagde Gud, da han vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, en Ed dertil,
18 forat vi ved to uforanderlige Ting, ifølge hvilke det er umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, vi, som have henflyet for at holde fast ved det foresatte Haab,
19 hvilket vi have som Sjælens trygge og faste Anker, der gaar indenfor Forhænget,
20 hvor Jesus som Forløber er gaaet ind for os, han, som efter Melkisedeks Vis er bleven en Yppersteprest til evig Tid.
Christus er en Yppersteprest efter Melkisedeks Vis, som var hans Forbillede, tog Tiende af Abraham og velsignede ham, 1-10. Loven, som var svag og unyttig, blev omskiftet, idet han havde et andet Prestedømme end Aron, 11-19. Han alene blev beskikket til Prest med Ed, til evig Tid, fuldkommen og uden Synd, 20-28.
HI denne Melkisedet, Konge i Salem, den høieste Guds Prest, som gik Abraham imøde, da denne vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og som velsignede ham,
2 hvem Abraham ogsaa gav Tiende af Alt, som, naar hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst ogsaa Salems Konge, det er, Freds Konge,
3 som er uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, som hverken har Dagens Begyndelse eller Livs Ende, men lignes med Guds Søn, han bliver Prest for stedse.
4 Men ser, hvor stor denne er, hvem Abraham, Patriarken, endog gav Tiende af Byttet!
5 Og de af Levis Børn, som faa Prestedømmet, have vel Befaling at tage Tiende efter Loven af Folket,
