11. thi jeg længes efter at se eder, forat jeg kunde meddele eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes,
12. det er, at jeg hos eder maatte opmuntres tilligemed eder ved den fælles Tro, baade eders og min.
13. Men jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig fore at komme til eder (jeg er hidindtil bleven forhindret), forat jeg maatte have nogen Frugt ogsaa blandt eder, ligesom blandt de andre Hedninger.
14. Jeg er baade Grækere og Barbarer, baade Vise Og Uvise en Skyldner.
15. Saaledes er jeg og, hvad mig angaar, villig til at prædike Evangeliet ogsaa for eder, som ere i Rom.
16. Thi jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som tror, baade for Jøde først og for Græker.
17. Thi deri aabenbares Guds Retfærdighed af Tro til Tro, som skrevet staar: Men den retfærdige af Troen skal leve.
18. Thi Guds Vrede aabenbares fra Himmelen over al de Menneskers ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed;
19. thi det, som man kan vide om Gud, er aabenbaret dem, thi Gud har aabenbaret dem det;
20. thi hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed, sees fra Verdens Skabelse af, idet det forstaaes af Gjerningerne, saa de ikke have nogen Undskyldning.
21. Thi endog de kjendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i sine Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
22. Da de sagde sig at være Vise, bleve de Daarer
23. og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med Billedet af et forkrænkeligt menneske og af Fugle og firfødde Dyr og orme.
24. Derfor gav Gud dem i deres Hjerters Begjæringer hen til Urent, til at vanære sine egne Legemer indbyrdes,
25. fordi de forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed. Amen.
26. For denne Sags Skyld gav Gud dem hen til skjæendige lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige,
27. og ligsaa bleve og Mendene, idet de forlode Kvindens naturlige Brug, optændte i sin Lyst til hverandre, saa Mænd med Mænd øvede Uterlighed og fik sin Vildfarelses forskyldte Løn paa sig selv.
28. Og ligesom de ikke holdt det for værdt at have Guds Kundskab, saa gav Gud dem hen til et Sind, som intet duer, saa de gjøre det Usømmeden,
29. opfyldte med al Uretfærdlghed, Horeri, Slethed, Gjerrighed, Ondskab, fulde af Avin, Mord, Trætte, Svig, Vanart,
30. Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige, stortalende, kløgtige til Ondt, ulydige mod Forældre,
31. uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige,
32. disse, som, endog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre Saadant, ere skyldige til at dø, dog ikke alene gjøre det, men endog have Velbehag i dem, som gjøre det.
2. KAPITEL.
De, som dømme Andre, skulle ei heller undfly Guds Dom, som uden Persons Andseelse dømmer Enhver efter hans Gjerninger. 1-16. Jøderne rose seg forgjæves af Loven og Omskjærelsen, da de ei bruge disse Fortrinn ret, 17-29.
DERFOR, o Menneske, er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer en Anden, fordømmer du dig selv, thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
2. Men vi vide, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjør Saadant.
3. men tænker du dette, o Menneske, du som dømmer dem, der gjøre
