— Jamen gi mei først en cigaret hvis du har.
Hun tænner cigaretten og laver i glassene, mens jei ror stille utover bugten me bankende hjerte og øjnene fæstet paa hennes elskede skikkelse — som et vindunderli eventyr føles det at jei virkeli har henne sittende der... og vi har hele natten foran os!
Den fine muskregn er holt op, sjøen ligger igjen sortblank henover — saa kommer et svagt lite luftdrag fra Nord og kruser det litt... vi er mitt utpaa.
— Faar jei lov aa lægge aarerne inn og komme agter til Dem? spør jei sagte og holler op aa ro.
Hun nikker tilbake, jei lægger aarerne inn og gaar derbort — og hun flytter sei ut i siden a prammen og slaar op den brune forværkskaapen hun har paa, og tar mei inntil sei inni den.
— Vera! sier jei me bankende hjerte og trykker henne inntil mei mens jei ser inn i de store mørke øjnene hennes — dette hadde jei minst tænkt i formidda!
— Enn jei da! svarer hun me et smil.
— Hvor jei var fortvilet da! sier jei sagte — og hvor jei er gla naa!... gud hvor du kan styrte mei ned i helvede, og vippe mei op i himlen igjen — kjære dejlie du!
— Jamen du! sier hun me et smil — du er ikke saa gla i mei iaften som du har vært før!
— Ikke saa gla i dei?... jo?
— Nej, sier hun og ryster langsomt paa hode — jei kan de øjsene dine naa! jei vét hvordan de ser ut naar du er rikti gla i mei!...