stuens vinduer oplyste. Saa kaster jei cigaret-stompen, tar igjen noen bløte lydløse aaretâk, og glier stille og ængsteli hen foran det lille gule badehuse — og venter i aandeløs lytten...
Noen øjeblikke efter dukker en mørk dameskikkelse i lys straahat frem a skoven derinne paa strannen, ser sei forsikti om, og springer saa let ut paa stenbryggen, forbi badehuse og bort til trappen — og bløtt og behændi hopper hun saa ned i agterskotte paa prammen, som jei imens har lagt til.
— Tak for Di kom allikevel! hvisker jei sagte, me bankende hjerte, og ror fra.
— Ja, faderen var saa hyggeli aa lægge sei tili idag! sier hun fornøjet og sætter sei ned paa agtersæte — Men hva er dette for noe? — og hun tar op en flaske som hun er kommen til aa spænne overenne.
— Det er absinth!
— Ah! sier hun og holler den op for ansikte og ser paa den — det var dejli! Faderen har nemlig trakteret os me bare brus deroppe i hele aften mens han sell har sittet og drukket portvin — det er nemli ikke passende for onge damer aa drikke spirituosa, hahaha! — og hun ler me sin lyseste latter.
— Og vann har jei her!... og is! — jei tar begge dele frem under rotoften og rækker det agterover til henne.
— Is ossaa? — nej det er brilliant!
— Jamen hyss! vi maa ikke snakke saa højt her, faderen kan høre os — det er aldeles utroli lytt paa vanne... La os ro ut mittfjors? skal vi?
