og hode paa toften, og bare ligger der hall-dø og stønner:
— Vera! Vera! Vera!...
Endeli er det over paa et vis, og jei rejser mei op igjen, forfærdeli træt og magtesløs, og ror langsomt og sløvt videre — intil jei tilslut naar frem til det lille gule badehuse hennes derinne i Bakkehus-bugten. Stille glier prammen forbi det, et stykke hen over det blanke vann — saa opdager jei at der er lys i det øverste huse deroppe, i havestuen.
— Altsaa: kansje hun er der! hvisker jei til mei sell, og nyt blo strømmer mei pludseli inn gjennem aarerne og gir mei hele min kraft tilbake. Me hastie aaretâk ror jei tilbake til det lille gule badehuse, springer i lann og fortøjer prammen og vandrer febrilsk opover gjennem skoven...
Ængsteli og beklemt, som en tyv, lister jei me forsiktie skritt op den siste lille bakkestubben i kanten af skoven, langs den ingjærete græsplænen nedenfor det hvite énetages huse...
Ve det nedre hjørne af huse stanser jei for aa trække pusten — men i det samme kommer hun, barhodet og i hvit kjole, rask frem om det øvre hjørne, skræver let og behændi over det lave gjære, og gaar forsikti speidende opover i mørke mot det sted hvor hængekøjen er. Deroppe stanser hun og ser sei opmærksomt spejdende omkring til alle kanter — og blir tilslut staaende og stirre ut i mørke, nedover mot mei.
Ganske stille staar jei dernede under træerne, me
