mens jei gik bâklænds ut gjennem den aapne dør, ut i entréen, og hans trin hørtes kommende op a trappen. — Ubønhørli som skjæbnen, blinn som den, uten vilje, roli som den, uhyggeli roli sto du der. Og jei var ossaa roli; alting sto saa stille, saa livløst stille inni mei, som hadde jei aldri levet. Og jei gik ned a trappen, og veg uvilkaarli til side for den skikkelsen jei møtte, ækkel ve tanken paa en muli berøring — men følte saa bakefter nul. Jei gik like hjem til Knudsen som sat og læste strafferet, snakket et par likegyldie or me ham, og la mei saa, og søvnet inn me det samme. Intil pludseli Schander kom hjem, litt full, og snakket højt til Knudsen — og jei vaagnet op igjen til alle rædslerne. — Og siden? — jei gaar her og vét at jei vil ikke dø før dei, for jei kan, jei vil ikke gjøre dei noe vont; men jei skjønner ikke hvordan det skal kunne gaa, jei vet bare at hva der staar i min magt det vil jei gjøre for aa holle live ut; og brister det allikevel, saa husk Vera, at det er ikke min skyll — da er det fordi jei ikke kan me alle mine samlede kræfter.
Naa rejser jei ned til Emmestad og henter mine ting; imaaren meller jei mei hos byfogden, og i overmaaren sættes jei inn. Jei vét ikke om du er dernede naa, og i ethvert fall er det rædsel aa rejse derned, men jei maa se de stedene ennu engang, saa vont som det gjør. Tilsist vil jei ennu engang, staa utenfor huse dit dernede og se paa det vindue dit — og er du der, og vil du ennu engang komme ut og trykke mei i haannen, saa vét du hva jei vil
