ikke glædet mei, men ventet i rædsels længsel — ossaa kom dette!... Aaa vær ikke vonn paa mei?...
Idetsamme banker det haart paa døren derute og jei farer nervøst sammen —: Satan! sier jei fortvilet — skal vi ikke naa heller faa være i fre?!
— Uf ja, hva er det naa igjen! sier hun overgit, og gaar ut og lukker op.
Da hun kommer inn igjen har hun ham efter sei — han er fremdeles hvit i ansikte, hode er kastet litt tilbake saa det store skjægge virker ennu mere højtideli ellers. Han sætter sei ned mitt for bore og sier me vægt:
— Naa syns jei at vi tre skal snakke ordentli sammen engang!
— Nej! bryter hun af, nervøst — hun staar bâk ham, mitt paa gulve — jei vil ikke det!... hører dere, jei vil ikke!... jei vil ikke dere skal sitte her og snakke om mei! jei vil ikke!
— hun næsten graater ordene frem, og flygter saa fortvilet bort i den mørkeste krok af værelse og sætter skulderen haart op mot væggen som vil hun flygte tværs ut gjennem den — og stirrer me store forvillete øjne, som i rædsel, tilbake paa os mens hun gjentar det:
— Jei vil ikke! jei vil ikke! hører dere: jei vil ikke!
Men han slaar stort ut me haannen og sier højtideli — det lyder som en appel til alt hva vi har vært for hverandre:
— Skal noensinne tre mennesker kunne tale me
