Bævende trykker jei henne inntil mei og lægger saa hode ned paa hennes skulder og hvisker det sagte, som i angest:
— Aa Vera jei er saa lykkeli...
Saa tænner hun lys og trækker ut den øverste kommode-skuffen —: «Her er det!» sier hun og rækker mei breve og jei læser.
Det er en panegyrik over det Vera har skrevet — Bjørck har læst det op for fru Skram nede i Kjøbenhavn — en panegyrik skrevet i en slavisk beundrende tone som jei ikke liker; og breve enner me at hun vil sætte sei ve Veras føtter og lære af henne.
— Naa? sier Vera me et unséeli smil da jei har læst det.
— Nej, det breve liker jei ikke. Det som Di har, og fru Skram ikke, det er for det første stemming, som altsaa ikke lar sei lære; og for det andet en improvisatorisk evne til aa gi det Di føler et umiddelbart naturli uttrykk — og det lar sei heller ikke lære. Det ville altsaa ikke nytte fru Skram om hun aldri saameget sat sei ve Deres føtter! — det er altsaa noe sludder. Ossaa liker jei ikke tonen i breve...
Men pludseli stanser jei og angrer det jei har sagt: noe misfornøjet er glidd inn i Veras ansikt — kansje har hun vært gla i det breve, og naa har jeiø delagt det for henne — og jei griper bedrøvet hennes haann og sier:
— Vera! Tror Di ikke at jei syns det er lissaa gott som hun, det Di har skrevet?! — aa gud, jei syns
