og «ro me venstre!» at naa ville jeg ikke mer — og dér kan du se hvordan det da gaar!
— Hvordan kan jei se hvor vi styrer hen, hvisker jei betat — naar jei har dine øjne der foran mei?
— Du kan la være aa se inn i dem! sier hun skøjeragti.
— Jamen det tror jei ikke jei kan!
Saa pludseli griper hun mei haart i armen og ser paa mei me rynkete bryn —: «Vil du naa bare ro orntli me dei!» sier hun paatat morsk. Men da kan jei ikke mer, jei glier sansesløs ned paa knæ foran henne, griper begge hennes hænder og trykker dem haart inn mot mine kinner, og hvisker det bævende op til henne:
— Vera, hvor du er forfærdeli dejli... ingen grænse for hvor dejli du er — aah, er du noe gla i mei?
— Forfærdeli, forfærdeli gla i dei, min egen gut! hvisker hun stille tilbake, og hennes øjne hviler saa bløtt i mine at hele mit legeme bæver, og jei fatter ikke min lykke — —
Da vi lægger til bryggen inni Emmestadbugten er Gaarder ikke dernede for aa ta imot os — skulle han være gaat tilkøjs alt, tænker jei ve mei sell, og ønsker at han var det. Og op klyver jei paa bryggen, og rækker henne haannen, og vi gaar op bakken sammen og omkring huse, og jei titter forsikti inn i den blaamalte stuen. Men ingen Gaarder aa se paa flatsengen bak døren. Saa gaar vi derinn begge to og blir staaende borte ve vindue og holle hverandre i haannen og se ut i den lyse sommernat...
