søker og flyr vi afvexlende hverandre; og prammen glier sagte hen over det stille vann i aftnens bløte hallmørke — jei føler det som at hun holler mei i sine arme og vugger mei kjærli frem og tilbake ve sit bryst...
— Vil du over til Filtvedt naa? hvisker hun om litt me et kjærlig skøjeragti smil, og lægger begge sine hænder paa den venstre aaren og skyver paa den — for prammen peker tværsover fjoren. Og igjen ror vi videre som i en drøm. Men længe varer det ikke før hun pludseli fort og ivri lægger begge hænder paa højre aare og skyver paa alt det hun kan —: «Ro me højre! ro me højre!» sier hun, og da jei isteden striker me den venstre, svinger vi akkurat klar af en odde.
— Ville du ilann naa? spør hun igjen, me det kjærli skøjeragtie smile.
— Jei vil ingensteder hen! svarer jei betat — bare være her hos dei! — Og videre ror jei me mine øjne i hennes, beruset a hennes legeme som bøjer sei vellysti frem over mei ve hvert aaretâk. Og sommetider venner prammen næsen fra lann, som skal vi tværsover fjoren, og sommetider er den like ve aa renne op i strannen — og altid er det henne som léende hindrer det i siste øjeblik; for jei ser jo ingenting andet enn henne...
Men pludseli støter vi bums mot fjelle, og hun smeller ut i en latter —: Dér kan du se! sier hun — naa har jei sagt saa mange gange: «ro me højre!»
