— Nej, jei hader dei ikke. Men jei tror heller ikke
vi har noe mer aa si hverandre, siden vi ikke kom
til aa snakke sammen fra først af alle tre som jei foreslo.
— Nej vi har vel ikke det... adjø da! — og han gaar langsomt opovermot Karljohan.
Jei staar der og ser efter ham me forfærdeli sammensnøret hjerte —: Naa rejser altsaa han derut... hun har altsaa git ham lov til det — altsaa faar jei ikke se henne iaften heller!...
Me mindre — og et svagt haap dukker angest op i mei — me mindre hun er rejst derut idamorres som hun skrev, og er ute i Emmestad naar jei kommer — aah! om hun endda har gjort det!
— og jei skynner mei fort over gaten til de andre, hæller i mei resten a pjolteren, og drager angest nedover til stationen — herregud, om hun endda var der naar jei kom!...
— — — «Er hun her, er hun her ikke???» — dryppende a sved og me hjerte i halsen af angest klyver jei inn gjennem ledde til Jensines ejendom og styrter ned til huse og inn i den blaamalte stuen og lægger fra mei pak- ken med de to flasker absinth — «er hun her, er hun her ikke???» — og ut styrter jei igjen. Men like nedfor trappen bak huse maa jei braastanse og holle mei for hjerte for ikke aa segne om — jei hører stemmer nede fra strannen... er hennes blant dem eller ikke?! — og me hjerte snøret sammen i rædsom spænning vakler jei bort
