noe mât iallfall, naar jei naa imaaren rejser inn til byn.
— Rejser du til byn imaaren? spør jei angest.
— Ja, men jei rejser ut igjen imaaren eftermidda!
— Da maa jei ossaa rejse til byn! sier jei nervøs — jei taaler ikke aa gaa herute alene og vite at du ikke er her... Rejser du me baaten imaaren tili?
— Nej, me toge imaaren formidda.
— Saa tar jei me baaten! — jei faar vel altid kredit paa billetten til jei rejser ut igjen... Men rejser du aldeles sikkert herut imaaren igjen?
— Aldeles sikkert!... og da kommer jei strax hit ned til dei! sier hun kjærli og trækker mei ømt inntil sei, saa alting inni mei skjælver.
— Aa Vera jei er saa gla i dei, hvisker jei sagte, som en øm klage — jei er saa gla i dei! jei er saa gla i dei — og jei glier ned paaknæ foran henne og gjemmer mit ansikt ve hennes bryst.
Hun lægger ømt armene om mit hode og trykker mei inntil sei —: Jei ossaa er saa gla i dei iaften! hvisker hun stille — og det er saa got aa være her alene me dei... Men du! vil du ikke heller at vi skal rejse ut paa vanne før Gaarder kommer?
— Aa gud jo! kjære kjære vil du det? — og jei trykker mei gla inntil henne og springer op. —
Vi ror ut omkring odden og norover langs lanne, tæt inne under den høje skovklædte bredd. Tyst og stille er det runt omkring os, sommernatten hviler saa taus over fjoren; mørk og hemmelihetsfull stiger skoven ivejre fra strannen over os; og sagte
