ningen blir stadi mere lysti —: de snakker og ler i munnen paa hverandre... og springer op og puffer til hverandre... og river hverandre overenne, og rejser sei igjen... og forføller hverandre under latter og hvin bortimellem havens træer, rent elle ville — bare jei sitter taus og stille paa bænken under moreltræerne og ser paa dem, underli lykkeli ulykkeli, og længter efter henne:... Aah, være alene me henne paa et stille sted, ta henne i haannen og si henne hvor jei er grufuldt gla i henne — ossaa kaste mei inntil henne og hulke min kjærlihet ut ve hennes bryst...!...
— Kom hér hit Gaarder! kommanderer Vera muntert — hun er stanset under det største moreltræe — kom hér hit og læg Dem ned paa alle fire og la mei traa paa Dem, saa jei kan komme op i dette træe!
— og Gaarder springer til og lægger sei lydi ned, og op hopper hun paa ryggen hans og tar tâk i den nederste grenen for aa svinge sei op — men saa aarker hun ikke.
— Reis Dem op, ganske langsomt! kommanderer hun saa, og skotter bort paa mei — og Gaarder rejser sei litt efter litt, mens hun spaserer forsikti op a ryggen hans, skiftende tâk me hænderne fra grén til grén, intil hun staar der oprejst paa hans skuldre.
Et vellystgys løper igjennem mei — aah om det var mine skuldre! Men Gaarder kaster først et skøjeragti blik op mellem det hvite undertøj, og titter saa me et skøjersmil op paa henne utenom kjolen —
