mindste Del Privatretten, men have en desto større Betydning for Grundlæggelsen af den nyere Administration og Statshusholdning. For Privatretten ere de for Danmark særligt givne Forordninger af størst Vigtighed. Navnlig maa fremhæves Indførelsen af Overformynderi, ordning af Thinglysningsvæsenet, Underpants Stadfæstelse og Panteprocessens Ordning, Reglerne for civil Kaution, Konkursproces, den første Anerkjendelse af Opbudsprincipet, store Forandringer i Processen, især Omformningen af Bevissystemet, Indførelse af Gjeldsfængsel og Civilarrest, ligesom Strafferetten reformeredes, tildels dog i skjærpende Retning. En stor Del af denne Lovgivning ligefra hans Myndighedsaar 1596 – deri indbefattet den væsentligste Del af den lille Reces – lod Christian IV. med nogle «Forbedringer», som det udtrykkelig siges i Fortalen, kodificere i sin saakaldte «Store Reces» af 1643[1]. Den 3dje Bog angik Norge alene; de 2 andre Bøger optog fælles Ret og særlig dansk Ret, efter den Plan, at deraf skulde udelades al partikulær Ret, samt de Love, «som idelig Forandring er undergiven – – – og som Retten og Politien ikke i Almindelighed angaar», – en Plan, der dog ikke er gjennemført; alle ældre Lovbud inden Lovens Ramme ophævedes.
Under Fredrik III. og Christian V. udkom ogsaa mange Forordninger, dog ej saameget vedkommende Privatretten, hvorfor det Meste vedblev at gjelde efter Lovbogen.
Denne rige Lovgivervirksomhed har, bortseet fra dens store Betydning for Norge, især to vigtige Sider. For det Første skete i denne Tid Overgangen fra Middelalderen til den moderne Retsforfatning. Lovgivningen havde længe hvilet, Livsforholdene havde imidlertid forandret sig stærkt, især i Byerne, og Sædvaneretten havde ej magtet de nødvendige nye Retsdannelser. Derfor maatte Lovgivningen nu gribe saameget kraftigere ind. Og det var da naturligt, at den ofte tog Forbilledet fra andre Lande, hvormed Samfærselen var bleven langt større, og hvor de samme nye Forholde havde
- ↑ Forandringerne blev forhandlede af Rigets Raad allerede i 1641, jfr. Slanges Christian IV’s Historie p. 1099 jfr. 1147.
