retterne, som ogsaa gaves særskilt for hvert af de 3 Retsomraader, er det ej her Stedet at dvæle ved; heller ikke ved Gaardsretterne.
Fra Lovgivningens Side blev der længe gjort meget lidet for at udjevne denne stærke Sondring i Retskilder. Kongerne maatte i sine Haandfæstninger endog indgaa paa at lade hver Provins beholde sin Ret. Lovene bleve derfor meget længe i Regelen givne særskilt for de enkelte Landsdele, hvilket dog ikke hindrede, at stundom den samme gaves i dere eller alle. Lovgivningen var imidlertid, som Følge af den ydre Uro, under Kalmarunionen næsten ligesaa mager i Danmark som i Norge. Desto mere Betydning fik i denne Tid Sædvaneretten. Dels uddannedes den særskilt for de enkelte Retsomraader, hvor den afprægede sig i Samlinger som «Thord Degns Artiklen til Jydske Lov – en oprindelig privat Samling af c. 1350, som siden fik Lovskraft –, dels bidrog sædvanen adskilligt til at forøge Retsfællesskabet. Snart blev saaledes derigjennem en Provinsiallov subsidiært anvendt i andre Landskaber, snart blev virkelig nye fælles Retssætninger udviklede gjennem et Slags fælles Højesteret, «Kongens Retterthing» – senere »Herredag« – som baade afsagde Domme og gav Betænkninger om Retsspørgsmaal. Denne Fællesret kaldtes til Forskjel fra Provinsiallovene «Rigens Ret»; den vigtigste Del deraf angik Retsforfølgningen, især Exekution, og kaldtes «Rigens Ret og Dele», der tilsidst samledes i en stor Lov 1621. Paa samme Maade fik gjennem Sædvanen adskillig fremmed Ret Indpas i Middelalderens sidste Tid.
2. Denne Sædvanens Indvirkning til Sammensmeltning af Retsforfatningen og Indførelse af fremmed Ret blev end større i det ogsaa for Danmarks Retshistorie saa mærkelige Tidsrum fra 1536 – eller her heller 1521 – til 1683.
Men hvad der især udmærker dette, er den rige Lovgivningsvirksomhed, der nu udfolder sig og er af saa stor Betydning for Christian V’s Lovbøger.
En Forløber herfor er Christian II’s Love, «Geistlige» og «Verdslige Lov», hvoraf den første i den Skikkelse, vi nu
