og retshistorisk Interesse. Derimod er endnu ogsaa af anden Betydning den Fremstilling, som findes i Ørsteds Hovedværk:
A. S. Ørsted. Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed, med stadigt Hensyn til Hurtigkarls Lærebog (6 Bind. Kbhn. 1822–35). 1ste Bind p. 1–495.
3. I Privatrettens almindelige Del, deriblandt ogsaa i Læren om Retskildernes Theori (men vel ikke i Fremstillingen af deres Historie, Arter o. s. v.), kan man med endnu større Nytte end i andre Dele af Retssystemet bruge juridiske Værker ogsaa fra Lande, hvis Retsforfatning ellers ikke har noget synderligt Slægtskab med vor egen. Især maa her mærkes følgende fortrinlige Værker af den tydske retsvidenskabelige Literatur, i hvilken man egentlig først, især siden Savigny, har begyndt at behandle særskilt Privatrettens almindelige Del:
F. C. Savigny, System des heutigen römischen Rechts. 8 Dele. 1840–49. (Dette ufuldendte Værk behandler kun den almindelige Del med særligt Hensyn til den i Tyskland gjeldende Romerske Ret og er den vigtigste literære Hjælpekilde for enhver Forfatter over dette Emne).
Carl G. Wächter. Handbuch des im Königreich Würtemberg geltenden Privatrechts. 2den Del (Stutgartt 1842–51).
J. Unger. System des österreichischen allgemeinen Privatrechts. 1ste og 2den Del. (Leipzig 1856. 1859).
O. Stobbe. Handbuch des deutschen Privatrechts. 1ste Del (Berlin 1871).
Desuden kan man med Nytte bruge de nyeste Haandbøger i den Romerske Ret, navnlig forsaavidt den nu gjelder i Tyskland («Pandektenrecht, heutiges römisches Recht»), hvoraf her nævnes særskilt:
Bernhard Windscheid. Lehrbuch des Pandektenrcehts. 1ste Bind (3die Oplag 1870) pag. 37–372.
