Dommere og andre Retsbetjente, forudsætte igjen en den Enkelte overordnet Magt, fra hvem de have sit Udspring og som sikrer deres Hjælp Retsreglerne kræve altsaa i Almindelighed ikke blot for sin Tilblivelse, men ogsaa for sin Haandhævelse en vis Samfundsorden. Denne falder nutildags i det Store taget sammen med Staten, blandt hvis vigtigste Opgaver det netop er at være Rettens Vogter. Men dette er ikke en nødvendig Følge enten af Statens eller af Rettens Væsen. I ældre Tider, forinden Statsmagten havde vundet tilstrækkelig Fasthed, dannede Folket ofte baade til Rettens Stiftelse og dens opretholdelse særegne mindre Samfund (f. Ex. hos os Frostathingsløg, Gulathingsløg etc.). Og endnu har mangesteds et fra Staten væsentlig forskjelligt Samfund, Kirken, en selvstændig, ganske vidtstrakt Tvangsmyndighed ligeoverfor sine Lemmer. Aldeles forskjellig herfra er den Tvang, som kan udøves inden visse kontraktmæssig dannede Foreninger, saasom Udelukkelse af Medlemmer; den er ligesom den besluttende Myndighed kun udledet af Selskabskontrakten og trænger desuden ofte Hjælp af Statens Tvangsmidler.
Det er dog kun i Almindelighed, at Retsreglerne ere aftvingelige. Dette er ikke uadskilleligt fra Rettens Væsen. Thi den Myndighed, som skal haandhæve Retten, er selv en Frugt af Retsudviklingen, og det har endnu ikke i alle Forholde lykkets at skabe en saadan. Navnlig har Folkeretten endnu ikke frembragt nogen de enkelte Stater omsluttende Samfundsorden. Men dette er da efter det Ovenstaaende en Ufuldkommenhed, som det maa være en Opgave at søge fjernet.
4. Retten har til Formaal at bestemme Menneskenes Rettigheder og Pligter, saavidt fornødent for at tilvejebringe og opretholde den ydre Samfundsorden. Herfra udspringer ogsaa Forskjellen mellem Retsloven og den beslægtede sædelige ordning (Moralloven, Sædeloven).
Begge beherske den menneskelige Vilje; men deres Herredømme er af forskjellig Art og Udstrækning. Retsloven, der er et Udtryk for Samfundets Krav til den Enkeltes Handlinger, fordrer kun, at Menneskets Vilje udvortes føjer sig efter dens Bud, og, saalænge dette sker, bortser den i Almindelighed fra Bevæggrunde og Sindelag. Moralloven er derimod
