et Udtryk for de Fordringer, som Mennesket efter sit sande Væsen maa stille til sig selv. Den er derfor ikke opfyldt ved en ydre Efterlevelse, men først derved, at Mennesket tilegner sig den i Aand og Sandhed.
Morallovens Bud ere som Følge heraf Grundsætninger, som vistnok i sig selv ere uforanderlige, men i sin Anvendelse føje sig nøjagtigt efter hvert enkelt Tilfældes Ejendommelighed. De kunne saaledes under samme ydre Omstændigheder fyldestgjøres paa mange forskjellige Maader, alt efter Enhvers Evner og hele personlige Stilling. Moralen kan derfor vel kræve den tungeste Selvopofrelse, men ikke det overdrevne eller ubillige.
Hvorvidt den Enkelte opfylder Moralens Bud, er langtfra blot hans egen Sag. Ethvert Samfunds Trivsel, ja selve dets Tilværelse afhænger af Medlemmernes opfattelse af sine Pligter. Staten kan derfor heller ikke stille sig ligegyldig overfor sine Borgeres Moralitet. De grovere Brud paa Sædeligheden modarbejder den med sine Straffe, og hvor den ikke saaledes kan ramme dem, nægter den dog gjerne Handlingen de Retsvirkninger, den vilde havt, om den ikke stred imod «Ærbarhed» (jfr. N. L. 5. 1. 2). Staten kan desuden saavel gjennem den Aand, i hvilken dens Styrelse føres, som især gjennem enkelte Institutioner (f. Ex. Skolevæsnet), bidrage meget til Folkets moralske Udvikling. Men at foreskrive den Enkelte, hvorledes han i ethvert mødende Tilfælde skulde opfylde sine moralske Pligter, vilde være ligesaa skadeligt for ham, som uoverkommeligt for Staten. Det Sindelag, som giver de menneskelige Handlinger deres moralske Værd, lader sig ikke tilstrækkeligt betegne ved de for Staten nødvendige udvortes Kjendemærker. Og af samme Grund ere Moralens Bud ligesaalidt Gjenstand for Fremtvingelse ved ydre Midler.
Anderledes forholder det sig med Retsordenen. Denne fremtræder i en Række Tilstande og Handlinger, som baade lade sig udvortes betegne og Stykke for Stykke fremtvinge, saalænge Samfundet ejer moralsk Kraft nok til at øve og taale Tvangen; ja denne Aftvingelighed er, som allerede omtalt (se No. 3), nødvendig for, at Retsordenens Øjemed skal naaes. Herved forklares igjen flere Egenskaber, hvorved Retten kommer til yderligere at skille sig fra Moralen. De mo-
