Formaal væsentlig for literært, og dette har vistnok særlig været Schweigaards Mening. Hans Interesser udenfor de fagmæssige var dengang fortrinsvis alment literære, og saadanne er det ogsaa, der fornemmelig udmærker »Vidar»; dette var vort første, eller ialfald indtil da uden Sammenligning vort bedste, egentlige Kulturtidsskrift, der kun sjelden havde politiske Gjenstande under ligefrem Behandling. Derimod havde Forbundet og navnlig «Vidar» ganske vist et polemisk Formaal ligeoverfor en anden literær Retning, Datidens «Norskhed», ligesom der i begge disse Retninger laa politiske Spirer. Hint Formaal er netop kommet til orde i en Artikel af Schweigaard «om i den literære Antidanskhed» («Vidar» Nr. 15, 11te Novbr. 1832). Han ivrer heri mod den dengang i Pressen ikke sjeldne Uvillie mod fremmed, især dansk, Literaturs Paavirkning. Man tror, siger han, «at vi ved at overklippe alle aandelige Berøringspunkter med Danmark igjen kunde vende tilbage til den Nationaleiendommelighed, hvis Udvikling under den langvarige politiske Forbindelse lededes i forskjellige Retninger». Denne Tilbagevenden kan kun den ubetinget anse for ønskelig, der hæver sig over Historien og i dens Begivenheder blot ser Tilfældets Spil. Den er ogsaa umulig; man kan ikke uden at fornægte al Historie overspringe en Række af flere Aarhundredes Udvikling. En fuldkommen Løsrivelse fra dansk Literaturs Paavirkning vilde ikke nu være naturligere end den Akt, hvorved de tvende Nationer fra Begyndelsen forenedes. I Baggrunden for denne Antidani ligger et politisk Hovmod. Men i vor mere betryggende Statsforforfatning ligger ingen Grund til at se ned paa den danske Literatur:
«De, der ville optræde som Folkemeningens Ledere, burde dog engang erkjende det Uforsvarlige i at gjøre den synsmaade almengjældende, at vi ved vor politiske Gjenfødelse allerede have opnaaet et Standpunkt, hvorefter vi i alle Retninger kunne se videre end vore Omgivelser. Det er det Mindste, som er udført: det Meste staar endnu tilbage. Ikke over, hvad vi ere, men over, hvad vi kunne vorde, skulle vi være stolte». «Den ægte Nationalfølelse er aldeles forskjellig fra den
