var Tilfredshed og Glæde over at kjæmpe for at naa det Maal, han havde sat sig, og den Modgang, han mødte, forøgede kun hans Iver og staalsatte hans Charakter[1]. «Et fortrinligt og uvurderligt Gode», skriver Ørn i sit Testimonium med Henblik paa alle hans Barndoms og Ungdoms Gjenvordigheder, «tilflød vor Ven fra selve de Hindringer, vi har berørt, – en befæstet Sjæl, der neppe nogensinde vil kunne knækkes ved nogen Skjebnes Omskiftelse. En saadan Selvstændighedsfølelse er nemlig vakt hos ham, – netop idet han har mærket Modstand mod et eller andet Forehavende – som han neppe herefter vil lade udslukke». I det sidste skoleaar blev forøvrigt hans økonomiske Tryk lettet, ligesom hans Udsigter for Fremtiden nu var blevne lysere ved at komme Maalet nærmere; der aander derfor en stedse større Tilfredshed gjennem hans Breve[2]. «Allerede nu», skriver han under 24 Mai 1828, «er jeg langt flere til Nytte end til Byrde, og Forholdet vil stedse tiltage.»
Det er overhovedet et ligesaa interessant som skjønt Syn at se den unge Mands charakter mod Slutningen af hans Skolegang, saadan som den klart udfolder sig af hans Breve fra denne Tid. Har sjelden, om nogensinde, en norsk Yngling forladt Skolen med en saadan Aandens Modenhed og en saadan Kundskabens Rigdom, saa er det endnu mere et Særsyn, at der hermed har været forbundet en saa ophøiet Charakter. Ligesom Schweigaards Storhed i det hele netop ligger i denne Forening af Aandens og Hjertets skjønneste Egenskaber, saaledes har han udmærket sig herved allerede fra sin tidlige Ungdom. Han har altid havt en sjelden Renhed i Sæder, – i Ord som Gjerning; ja, han havde en Blufærdighed, der stundom gik saa vidt, at den kan
