ledes som det bl. a. viste sig ved følgende af Neumann meddelte Begivenhed: «Undervisningen var til Ende, og jeg beredte mig til at forlade Skolen, da i det samme Schweigaard reiste sig op fra sin Bænk, synligen harm i Hu. Imellem øverste Klasses Disciple var der nemlig en godmodig Person, som ikke gjorde noget Liv Fortræd, men derimod ikke havde godt for at nægte sin Magelighed noget videre af dens Fordringer; alle Lærerne klagede over hans Dovenskab. Schweigaard vendte sig om for at tiltale Synderen og sagde med bistert Aasyn og omtrent med disse Ord: «Jeg skal rigtig bede Dem, Hr. N. N., at De vil se til at lære Deres Lektier; for vi sidder ikke her for at lade os forhindre af Deres Dovenskab». Og det var sandt, ja sandt i en høiere Grad, end i sædvanlige Forhold; thi i øverste Klasse sad den Gang en Samling af høist agtværdige Disciple, som blev kaldte til med deres Begavelse at lyse paa de Baner, som Gud i sin Tid anviste dem».
Schweigaards bedste Glæde under hans skoletid var hans Besøg i Hjemmet hver Jule- og Sommerferie. Vel var Reiserne, især om Julen, ofte forbundne med store Besværligheder, ja Farer; de maatte paa Grund af Landeveienes slethed ofte foregaa paa usikker Is eller til Baads fra Brevik. Men alt glemtes over Samlivet med Bedstemoderen og de andre kjære. Han var ogsaa i Ferien adskillig optagen udenfor Slægten. Han var nemlig nu allerede anseet som en ung Mand, af hvem Byen havde Ære, og hvem man derfor gjerne vilde se i større Selskaber.
Schweigaard førte saaledes under hele sin skoletid ikke blot et ualmindelig møiefuldt og ensomt Liv, men et Liv, der var mere end de fleste jevnaldrendes optaget af Bekymringer, ja af Nød. Mangen anden vilde være kuet heraf. Men ikke saa med ham. Vel kunde han af og til klage lidt for sin fortrolige søsterlige Veninde. Men det stak ikke dybt. Hans gjennemgaaende Følelse
