fornemmelig at have været meget afhængig af «Hensigtens» mere eller mindre heldige Farter. Nogen Hjælp kom der vel ved Siden heraf in natura, især Klæder; men ogsaa disse var det ofte smaat med, og navnlig var Schweigaard stadig i Nød for Skotøi; det hændte endog det sidste Aar, at han i Høstbløden af den Grund i nogen Tid maatte indstille sine kjære Spadserture. En væsentlig Lettelse var det jo for ham, at han fra Nytaar 1826 var fritaget for at betale Skolepengene – 32 Spd. aarlig, – saa at han nu kun havde at erlægge til Skolekassen 2 Spd. 48 Sk. aarlig for Lys og Brænde[1]. Men den største Udgift var dog til Kost og Logis, og denne voldte ham mange Bekymringer; Værtinden maatte ofte kræve ham længe, før han var istand til at tilfredsstille hende.
Allerede fra Høsten 1825 begyndte derfor Schweigaard at undervise yngre Kammerater, tildels endog saadanne, som gik i samme Klasse. Naar undtages det sidste Skoleaar, da han indskrænkede Undervisningen, anvendte han hertil gjerne 1 Time daglig foruden den ikke ringe Tid, han ofrede til yngre Slægtningers Veiledning. Han har dog i Regelen neppe tjent over 1 Spd. ugentlig, og disse Penge rak ikke synderlig længere end til forskjellige Biudgifter, især Bøger, som han tildels kjøbte gjennem sin tydske Præst.
Trods sin egen lille Fortjeneste var Schweigaard derfor ofte i virkelig Nød. Man ser det allerede af de Uddrag, som er meddelte af hans Breve til Søsteren; men der findes ogsaa mange flere Udtalelser deraf. En sjelden Gang har han i denne Nød modtaget fremmedes Hjælp, navnlig Rektor Ørn’s; men ligesom han i de senere Aar meget nødig bad om Hjælp af sine egne, var det kun efter megen Overvindelse, han kunde bekvemme
- ↑ Skolestipendier fandtes først fra 1828; jfr. Brevene S. 44, samt Bilagene S. 198.
