denne mere speciel, i historisk Retning, medens han erklærede Schweigaards for mere almen, ligesom han overhovedet fandt ham udenfor Sammenligning med nogen anden. Endnu til sine sidste Aar oplæste Ørn stundom som et Mønster for Skolens Disciple en af Schweigaard i sin Tid skreven norsk Udarbeidelse: «Hvilke er en rosværdig Primaners Egenskaber?» Schweigaard med sit taknemmelige Sind paaskjønnede paa sin Side ogsaa noksom, hvor meget han havde Ørn at takke. Allerede fra Skolen finder man flere smukke Vidnesbyrd derom, navnlig i det latinske Brev til Koeppen af 1828. Men han bevarede ogsaa siden stedse en varm Hengivenhed for sin gamle Lærer. Paa det første Storthing, hvori han deltog, fik han Leilighed til at give denne et offentligt Udtryk, da Ørns Pension var under Behandling. Ved Ørns kort efter paafølgende Død satte han sig i Spidsen for en Indbydelse til at reise et Mindesmærke paa hans Grav.
Schweigaards Fremgang paa Skolen skyldes dog naturligvis først og fremst de overordentlige Evner, Gud havde nedlagt hos ham, og hans utrættelige Flid. Ørn har herom i Skolens Testimonium af 15de juli 1828 udtalt:[1]
«Alt, hvad der meddeltes ham hos os, tilegnede han sig stedse med største Begjærlighed, og det meddelte bearbeidede han med største Flid; alt hvad der fordredes af ham, ydede han paa det nøiagtigste; alt, hvad der paalagdes ham, anstrængte han sig for at udføre med største Iver, saa at vi hos ham aldrig har savnet hverken Sjælens Kraft eller Aandens Raskhed eller Kjærlighed til Studiet eller Iver i Lydigheden, og hertil kommer en saadan Livets Renhed, en saa stor Sædernes Fasthed, en saa glødende Iver efter at udmærke sig, og en saa utrolig Udholdenhed i Arbeide, at vi frit bekjende, at vi af alle de Lærlinge, hvem vi har ydet Hjælp under deres Læretid, ikke har havt nogen, som vi kan sammenligne med ham; heller ikke vil vi nægte, at, hvis denne synes for lidet forberedt til eders Undervisning, maa det lægges os til Last».
- ↑ I Oversættelse. Hele Testimoniet findes trykt i Originalsproget som Bilag Nr. IV.
