Indtryk»[1], glemte han aldrig. Han talte endnu i ældre Dage ofte og med Glæde om sit Liv i Ostfriesland, ligesom paa sin Side gamle Koeppen ofte med Stolthed mindedes den første af sine norske Lærlinge.
Den store Fremgang, Schweigaard skyldte Opholdet i Ostfriesland, vilde han dog vel ikke have gjort, om ikke netop hans Fortid havde været, som den var. Under Lediggangen og under Sømandslivet maa der efterhaanden, om end vel for en stor Del ubevidst, hos den rigt begavede Gut have udviklet sig en Kundskabstørst, der nu brød frem med al sin Kraft, da endelig Kilden var naaet. Aandslivet havde meget længe ligget i Svøb; men derfor slog det ogsaa ud i al sin Rigdom, da det just paa Overgangen fra Barndommen fandt en vækker og Leder. Med sin Sjæls hele medfødte Styrke kastede han sig med fuldkommen friske Legems- og Aandskræfter over Studierne. Og han gjorde det med fordoblet Iver, fordi hans Livsmaal nu var gaaet op for ham. Han vilde studere, studere for Studiernes egen Skyld[2].
Dette Ønske skulde ogsaa blive opfyldt. Efter at Schweigaard havde været 2 Aar hos Koeppen og af denne var bleven konfirmeret paa sin 16-aarige Fødselsdag, 11te April 1824, vendte han i dette Aars sommer tilbage til Kragerø. Han medbragte da et Brev til Morbroderen fra sin Lærer, hvori denne udtalte de store Forhaabninger, som hans sjeldne Evner fremkaldte, og hvori han næsten paalagde Slægten at lade ham faa gaa den studerende Bane[3]. Brevet hjalp; Morbroderen, der syntes at have havt den afgjørende Stemme ved Valget af Guttens Livsvei, indgik paa Forslaget og lovede, saavelsom Bedstemoderen, sin Understøttelse.
