lige Foredrag i Kirken. Ærefrygt for det hellige, for Sandhed og Ret, opfyldte hans Hjerte. Han beflittede sig paa en ærbar, kristelig Vandel. Aaben og ærlig i Ord og Handling vandt han snart enhvers Tillid. Han har aldrig skaffet mig en Ærgrelse, endnu mindre Anledning til Uvillie.» – –
Det fremgaar allerede af den foregaaende Skildring, hvilke overordentlige Fremskridt i Kundskaber Schweigaard gjorde i de 2 Aar hos Koeppen. Og dette forstaaes end bedre, naar man erindrer, hvilke særdeles ringe Forkundskaber han medbragte fra sin tidligere Skolegang, hvor længe han senere havde gaaet uden Undervisning, og paa den anden Side ved, at han allerede Aaret efter sin Hjemkomst blev Skiens lærde Skoles første Discipel. Der er ogsaa Grund til at tro, at Koeppen har forstaaet at paavirke ham i religiøs Retning. Man finder allerede i Schweigaards Breve fra Skolen kristelige Betragtninger, og det ligger da nærmest her at tænke paa den tydske Præsts Indflydelse[1]. I enkelte Retninger havde dog Schweigaard naturligvis ingen Fremgang gjort, – i Modersmaalet og andre hjemlige Fag. Da han kom tilbage til Kragerø, kunde han saaledes i Begyndelsen ikke engang tale ordentlig Norsk. Det synes af hans Breve, som om han i de første Aar efter sin Hjemkomst endnu ikke havde synderligt Herredømme over Sproget, og det varede en længere Tid, inden alle Germanismer var forsvundne af hans Stil.
Det var naturligt, at Schweigaards taknemmelige Sind hang trofast ved hans tydske Lærer, som han havde saa meget at takke, Hans Breve til Koeppen, hvoraf det sidste er fra 1834, vidner noksom herom. Og den Godhed, den tydske Præstefamilie havde vist ham, «netop paa det Trin af Livet, da det hjertelige gjør det hjerteligste
- ↑ Jfr. ogsaa enkelte Ytringer i Brevet af 4 Aug. 1824.
