en stadig Anfører; han er med i alting og er mig derfor til stor Nytte.
Tellef beundrer jeg meget; hans Skibskjøb er mig til stor Opbyggelse; det er kun Kompagniskabet i Rederiet, som jeg i hans Sted vilde have betænkt mig noget paa; dette har han vel ogsaa gjort, og jeg kan nok vide, at det kun er hans Pengekræfters Utilstrækkelighed, som har bevæget ham til det, som Hollænderne kalder Maskepi. Der bliver sjelden noget godt af Medrederskab, medmindre alle paa en nær er rene Faare- og Kyllinghoveder; men det er jo desværre ikke Tilfældet her. Der maa være gjort store og uventede Fremskridt i Menagen, siden jeg var hjemme, siden I har kunnet præstere et Bal; der skal dog ved saadanne Leiligheder noget til at sidde paa og sidde ved, til at sætte Lys i, til at spise og drikke at, og hvorfra i en Hast tage saa meget staaende, liggende og hængende Fæ, selv med laante Resourcer? – –
Jeg var ganske nær ved at forglemme noget, som jeg ikke kan forbigaa. Jeg kommer ikke ud med mine Penge; jeg har reist for meget og for langt udenfor Planen til, at selv det Tillæg, jeg selv har kunnet gjøre, blev tilstrækkeligt; jeg har desværre ogsaa maattet give bort og laane bort Penge, paa hvis Tilbagebetaling til rette Tid jeg ikke kan stole; især har Turen fra Paris til Kjøbenhavn været forholdsvis kostbar. Spørg Tellef, om han kan lade mig faa 200 Mark Banco eller 150 eller 100. Der er vel noget tilbage af Arven[1]. – – –
Kjøbenhavn, 15 Marts 1835.
- Kjære Welhaven!
Skriftligen er Deres Digt blevet recenseret i sidste Hefte af Maanedsskriftet[2]; mundtligen er det hernede
