Tendents gaar gjennem de fleste af dem, at deres poetiske Værd og Interesse ganske forsvinder, medens de som Konfessioner af en erfaren Veteran er høist mærkværdige og bestyrkende om just ikke instruktive for den, der søger at trænge noget dybere ind i Tydskhedens mange Lyder og Brøst. – I Wien er alting ganske anderledes end i Nordtydskland. Literatur, Journalistik og Bogvæsen har et meget indskrænket Territorium, og Forfatterskab som Haandværk er langt sjeldnere. Studenterne hører deres lovbestemte Forelæsninger, og Universitetslærerne er lønnede af Staten uden at oppebære noget af deres Tilhørere. Den hele Indretning har meget godt ved sig, skjønt den i Nordtydskland er meget udskreget. Naar man tilbunds har overbevist sig om, hvormange nye Teorier der bliver støbte, hvormeget genialt og überschwenglich Nonsens der fra Katedret bliver præket, hvor megen charlatanisk Bombast der bliver deklameret for at lokke Tilhørere og derved Penge til sig, saa kan det nok ikke synes af Veien, at en overordnet Autoritet ser dem noget paa Fingrene. Saa er dog tildels Indretningen i andre Lande hvor man aldrig har seet saa mange sublime Trivialiteter og ufordøielige Kruditeter fremvoxe som i den Del af Tydskland, der evig og altid kalder sig den mest dannede og literære. Vi udgjør for Øieblikket her i Wien en lille Koloni af Norske og Danske, foruden Overbringeren og Skriveren af disse Linier ogsaa vor Landsmand Kaptein Ramm[1], der søger Lægedom for sine svage Øine, og af Danske foruden min Reisekammerat Bendz en anden dansk Doktor ved Navn Thune[2], og Digteren Andersen, der for et Par Dage siden er kommen hid fra Italien. Andersen er det naiveste Menneske jeg nogensinde har seet, et rent Naturstudium.
