saa slet. Manden har et proppet Auditorium, der villigen applauderer ham. En anden Hegelianer, Henning, Redaktør af Jahrs. f. wiss. Cr., har jeg ogsaa hørt, dog ikke over nogen streng filosofisk Materie. Han havde dog en ganske fornuftig Tankegang og saa ud til at være et ganske sundt organiseret Hoved, men havde dette ulyksalige Hang til at sige de ringeste Bagateller i abstruse Vendinger og skjæve Terminologier. Forresten en homo sordidus. Dog jeg er paa gale Spor, idet jeg af selvforglemmelse forbigaar det, som kunde have mere Interesse for Dem end de obscure Personer. Hos Steffens har jeg naturligvis først og fremst aflagt Besøg At dog store eller rettere sagt mærkværdige Personer taber saa meget ved personligt Bekjendtskab! Dog hos mig har Steffens egentlig intet tabt; thi jeg har forhen ikke havt andre Tanker om ham end for Øieblikket. Naar De tænker Dem Øhlenschlægers Hang til at docere, hans visse Besked om alt, hans barnlige Selbstgefalligkeit, men ogsaa hans Humanitet og Velvillie, saa har De et omtrentligt Billede af Steffens. Men jeg er vis paa, at Steffens selv ikke vilde være fornøiet med den Rang at være den største Filosof blandt Digterne eller den største Digter blandt Filosoferne, og dog havde man vel da heller givet ham for meget end for lidet. Ogsaa hans Forelæsninger har jeg hørt, først noget, som skulde være Indledning til Naturfilosofien, hvor han saa ex tempore fremsatte, hvad Aanden gav ham at tale – men Aanden var den Gang ikke ret villig – en anden Gang over den saakaldte Anthropologi for et talrigt Auditorium, ikke uden Interesse. Naar jeg tænker mig Heines sidste Skrift om den tydske Digtekunst, saa kan jeg saa fuldkommen sætte mig ind i hans Tankegang og er saa forvisset om, at han har skrevet ud af sit Hjertes inderste Overbevisning, at jeg høiligen respekterer hans moralske Charakter, og var Heine her, skulde jeg blive hans Bekjendt og
