havde jeg Adresse til Professorerne juris Klenze[1] og Homeyer[2], som har været mig behjælpelige med Veiledning i adskillige Punkter. Dog hvad skal jeg skrive Dem om Berlin? Her er paa en Gang saa meget og saa lidet. Alt er paa en Gang expectatione superior(a) og inferior(a). Hvilken Masse af stort og gediegent, men hvilket endnu større Chaos af Trug und Schein. Jeg har allerede seet meget, hørt meget, men lidet med Beundring, meget med Ligegyldighed og maaske mest med Indignation. Dog, jeg er maaske noget for stærk i mine Udtryk, fordi jeg endnu er for meget paavirket af et nyligen modtaget Indtryk. Jeg har besøgt en hel Del Forelæsninger, iblandt andre ogsaa en Gans[3], som er jurist og et Stykke af en Hegelsk Filosof. Han var mig forhen ikke ganske ubekjendt og forekom mig allerede af de faa Udtalelser, jeg kjendte af ham, at være en yderst mistænkelig Person, og denne Mistanke har allerede fuldeligen stadfæstet sig. At saa plump en Charlatan skal staa paa et Katheder og spille en af de første Roller ved Europas første Universitet, er dog at fortvivle over. Jeg har hørt ham tvende Gange, hvor han udspyede en saadan Masse af Usands med en saa grændsesløs Frækhed og Selvbehag, at min moralske Følelse oprørtes i sit Inderste. Man fordrer dog af en Markskriger, at han ved en vis Behændighed i sine Kunstgreb skal skjule Bedrageriet; men her ligger Charlataneriet saa aabenbart, at man kan føle paa det ved hver en Glose, som gaar ud af hans Mund, og det vil dog sige meget at være en Tydsker og have dette Sprog, der er saa vel skikket til Mystifikationer, at man kan gjøre sig rent usynlig ved barokke og sesquipedale Sammensætninger – og dog spille sin Rolle
