Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/156

Det ønskelige i min Stilling har jeg stedse erkjendt, fordi den Virkekreds, hvortil den hidtilværende Anvendelse af mine Kræfter maa ansees som en Forberedelse, stedse har været Gjenstanden for min Tilbøielighed. Hermed mener jeg ingenlunde, at Studiernes Bane for mig, eller i Almindelighed for nogen, i sig selv skulde lede til vore Ønskers høieste Formaal: dette indre uafbrudte velbefindende og Tilfredshed, denne er en Frugt af os selv, vor Tænke- og Handlemaade, udelukkes ei fra nogensomhelst Tilstand i Livet og staar kun i ringe Forbindelse med vore udvortes Kaar. Da imidlertid det sande Velbefindende, som vi kalder Lykke, for en stor Del beror paa en hensigtsmæssig og heldig Anvendelse af vore Evner, saa tror jeg, at den, der bidrager til at sætte en anden i en, med hans Anlæg overensstemmende, Virkekreds, maa holdes for hans største Velgjører; og dette Navn skylder jeg Dem som en hellig Pligt. Thi efter de menneskelige Evners Forskjellighed er nogle skabte for Aandens, andre for Legemets Virksomhed; nogle mere oplagte til Tænken, andre til Handlen; begge er i Grunden lige agtværdige, fordi deres forenede Samvirken er den eneste Betingelse for Samfundets Tilværelse, i det mindste for dets Vel. Idet jeg derfor indser min mindre Duelighed til det praktiske Livs Forretninger, hvorpaa Erfaringen har givet Dem Prøver, føler jeg mig desto stærkere forpligtet til en stedsevarende Erkjendtlighed mod Dem, der saa ædelmodigen, under ikke ringe Opofrelser, gjorde det muligt for mig at betræde en Vei, hvorfor Naturen havde dannet, egen Tilbøielighed tilskyndet mig, og fordi De siden fortsatte Deres Understøttelse saa længe, som Deres Formuesomstændigheder tillod, mit Tarv fordrede det. Thi i ethvert Anliggende medfører det første Skridt de største Vanskeligheder; er Begyndelsen heldigen lagt, da opnaaes Maalet i Almindelighed letteligen, naar egen Virksomhed ikke mangler. Af denne Aarsag vil jeg stedse holde mig Dem