Eller hvordan skal man karakterisere en dragt,
der er i den grad stridende mod vore hjemlige regler
for sundhedens bevarelse, at den istedetfor at beskytte
sin bærers ædlere organer tillader nordenvinden at
feie vildt henover hans trinde mave eller snekrystallerne at smelte mod korsryggens blottede hud?
Og dette i en egn, hvor kulden om vinteren kan gaa ned til 50° Celsius, og blandt mennesker, hvis praktiske hjerner har ofret aarhundreders arbeide paa fuldkommengjørelsen af denne originale habit!
At den eskimoiske klædedragt tiltrods for sine extravagancer, eller rettere, netop paa grund af disse, opfylder alle de betingelser, der bør stilles til en dragt, i hvilken man med held skal kunne trodse polaregnenes kulde, skal man i det følgende faa anledning til at overbevise sig om. Jeg skal i den hensigt kortelig berøre hvert enkelt plag.
Saavel mænd som kvinder bærer paa overkroppen en underskjorte af fugleskind med fjærene indad. Den er forarbeidet af alkekongens eller den almindelige alkes skind. Da skindene af den første er meget smaa, benyttes der til en enkelt skjorte et stort antal af dem, idet de efter at være tilskaarne i regelmæssige firkanter sammensyes ved hjælp af senetraad.
Den maade, hvorpaa fugleskindene tilberedes, er ganske enkel. Husmoderen putter gjennem et snit i fuglens skind pegefingeren ind under dette, hvor- efter hun med øvet haand fuldstændig løsner det fra kroppen, vrænger det af og hænger det op til tørring. Naar det er tørt, putter hun det, fremdeles vrængt, ind i munden, hvorpaa det tygges forsvarligt, og
