familie enten bortimellem svære, af sne tildækkede klippestykker eller nede under isskorpen i de lune, udtørrede bækkeleier. Polarræven, der er brunblaa, sjeldnere hvid af farve, er vistnok langt mindre end sin navnkundige broder i syden, men at den tillige skulde være mindre klog eller listig end denne, har jeg endnu ikke hørt tale om eller opdaget. Der har endog været sagt om den grønlandske ræv, at den i løbet af sommeren, naar tiderne er gode, pleier at samle op forraad for den kommende vinter, og at dette ogsaa virkelig forholder sig saa, tør man vistnok anse for sikkert.
Ialfald er det engang hændt mig, før jeg endnu havde faaet noget nøiere kjendskab til de arktiske ræve og deres underfundighed, at nogle af disse dyr meget sindrig havde faaet aabnet laaget paa en stor blikkasse, som jeg, før jeg forlod den, i ubetænksomhed havde undladt at belaste med stene. Kassen var fyldt med pemmikan, der var opskaaret i smaastykker paa et kvart kilograms vægt. Da jeg 5 dage efter kom tilbage til stedet, var den rummelige kasse paa det nærmeste tømt, medens en vel oparbeidet rævesti, der imidlertid ikke kunde forfølges, da grunden længere nede var snebar, forkyndte om, hvem forøverne af den frække udaad var. At pemmikanen i dette tilfælde simpelthen under fuld damp var bleven borttransporteret til tyvens eller tyvenes bolig, kan der neppe være nogen tvil om. Thi for at faa fortæret varerne paa stedet, maatte ialfald den oprindelige finder først have sendt bud til alle omegnens polarræve efter velvillig assistance, en grad af elskværdighed, som jeg har vanskelig for at tro, den har været i besiddelse af.
