Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

tilværelse Deres vinterpels er nemlig den varmeste af alle de animalske haarbeklædninger, man kjender.

Renen lever altid under aaben himmel og maa som følge heraf uden beskyttelse hele vinteren igjennem kunne udstaa de strengeste temperaturer og de voldsomste storme. Naar dertil kommer, at der gjennem hele denne aarstid hersker et evigt mørke, samt at sneen paa marken lægger betydelige hindringer iveien for dens adkomst til de sparsomme græsstraa, den søger, saa maa man høilig forbauses over, at den alligevel trods alt kan trives og formere sig under saa ugunstige livsvilkaar. Heldigvis for renen falder der dog i normale vintre kun meget lidet sne, og da ethvert snefald i regelen ledsages af stærk vind, vil sneen i almindelighed indskrænke sig til alene at udjevne alle mindre uregelmæssigheder eller fordybninger, saaledes at en god del af landet fremdeles forbliver snefrit. Dog er rensdyrene ved vaarens frembrud næsten altid i en meget udmagret tilstand, da de alle i denne tid i større eller mindre grad maa tære paa den fedme, det i den foregaaende korte sommer er lykkedes dem at opnaa.

Indtræffer der et enkelt aar i løbet af vinteren usædvanlig meget sne, der tillige lægger sig jevnt over det hele landskab, kan dette have de mest skjæbnesvangre følger for renbestanden.

Da fryder den lille polarræv sig af ganske hjerte ved tanken paa de sorgfri og lykkelige dage, den gaar imøde. Thi ogsaa for den er vinteren en alvorlig tid tiltrods for, at den ialfald kan sidde lunt inden døre, naar udenfor kulden eller stormen regjerer paa det værste. Mikkel holder nemlig hus for sig og sin