gang lod sig overtale til at give os kjød til foder for vore hunde, naar deres egne næsten sultede.
November og december maaned benyttedes for en stor del til forfærdigelse af udrustning for den kommende vaarreise. Skind tørredes, skares til og syedes sammen til dragter og soveposer. Slæder maatte ogsaa forarbeides, da desværre alt det fra Amerika medbragte slædemateriel havde vist sig at være ubrugeligt, medens uheldigvis samtidig to af de tre slæder, jeg selv havde medhragt, under en voldsom storm paa indlandsisen den foregaaende høst af vinden var løftede tilveirs og slyngede udover de nærliggende fjeldskraaningen hvorved de for stedse gik tabt. Dette var saa meget beklageligere, som vi ikke var i besiddelse af noget passende træmateriale til bygning af nye slæder. Heldigvis var fra Norge medbragt adskillige flere par ski, end vi behøvede, og af disse forarbeidede jeg 8 slæder, der dog selvfølgelig langtfra svarede til de fordringer, der maa sættes til moderne slædemateriel. Mr. Entrikin producerede ligeledes et lignende antal af endel 7 fods askebord, der dog desværre var altfor korte til, at der af dem kunde gjøres gode slæder til de af os bestemte øiemed.
Juleaften blev høitideligholdt i god orden; nytaarsdagen ligeledes, og det nye aar taget fat paa med fornyet energi. Hyppige lange reiser til omliggende eskimokolonier udførtes fra nu af for at skaffe foder til vore sydgrønlandske hunde, af hvilke omtrent 40 endnu var ilive. Ligeledes udsendtes flere jagtpartier efter rensdyr, og i regelen vendte de ikke tomhændede tilbage.
Den stærkeste kulde i vinterens løb indtraf i begyndelsen af februar, men sank dog ikke under
