Føret var godt, og vi avancerede hurtigt, naaende
den vestre ende af Sounders ø kl. 4 om morgenen.
Her sov vi i en mærkelig grotte, der løb ind under
den henved 1000 fod høie, lodrette f]eldvæg som en
vældig hal, hvis gulv laa i en høide af neppe en fod
over høivandsmærke. Underveis havde vi passeret
den paa samme øs sydvestlige side beliggende koloni
«Akpan», der forresten paa den tid var ubeboet. Jeg
omtaler alligevel stedet, fordi der sammesteds saavelsom paa fastlandet lige søndenfor findes levninger
af stenhytter, der nu befinder sig under havets overflade ved høit vande. De indfødte har derfor paa
disse steder maattet bygge sig nye hytter bagenfor
de gamle, af havet langsomt erobrede bopæle. Lignende vidnesbyrd om en synken af landet langs disse
kyster blev i sin tid iagttagne noget længere sydpaa
af den bekjendte amerikanske polarforsker, Dr. Kane.
Om aftenen ved 9-tiden den 29de forlod vi Sounders øen i straalende veir. Vi besluttede igjen at tage over land til Whalesundet for at undgaa reisen om Kap Parry. Underveis lykkedes det os at dræbe en hare, der med sin hvide pels oppe i en mørk stenrøs udgjorde en ypperlig blink for vore rifler. Jeg vil ikke her udmale, hvor fornøiede vi var over dette bytte. Nok er det at sige, at vi ofte i de dage levede fra haanden til munden, og at vor nisteskræppe denne gang havde været tynd i et længere tidsrum end egentlig behageligt. Vi havde ved vor afreise om aftenen bestemt os til at forsøge at naa over til sydsiden af Whalesundet, før vi igjen stoppede, og dette opnaaede vi ogsaa, men først efter 20 timers anstrengende reise. For sidste gang tændte vi atter
