Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/317

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

bagelagt omtrent 30 kvartmile; det sneede da stærkt. Ogsaa under hele denne marsch havde vi havt jevn is; men slæden gled ikke længer saa let gjennem den sandlignende sne, vi nu efterhaanden var komne ind i.

Igjen tilbragte vi en god og styrkende nat og fandt den næste morgen nogle tommer nysne udenfor, men fremdeles den samme tætte taage, saa intet land kunde sigtes. Men omkring middagstider, netop som alt saa mest haabløst og trist ud, løftede pludselig taagen sig som et mægtigt forhæng og afslørede derved et i sandhed storslagent og imponerende seeneri: Høie, mørke kystfjelde, gigantiske isbræer og luftige, blaalige snetinder, alt betagende belyst af middagssolens spillende straaleglans, laa spredt udover den snehvide flade, i vild uorden, tilsammen dannende det dragende billede af en forhen useet og ubekjendt kyst.

Ved at fortsætte den øst-sydøstlige kurs, som vi fra morgenen af var slaaede ind paa, naaede vi ved sekstiden en liden ensomt beliggende ø, hvor jeg bestemte mig til at stoppe en dag eller to for at gjøre observationer. Øen, der forøvrigt allerede før har været sigtet af engelske hvalfangere, havde i sit centrum en konisk formet, 3 til 400 fod høi klippe, der vilde afgive en prægtig plads for optagelse af en række peilinger til kystlandets bræer og forbjerge. Vi overnattede derfor i vor vanlige snehytte, som vi byggede i bunden af en lang klippekløft paa sydsiden af øen, og fandt den næste morgen til vor tilfredshed veiret udmærket skikket for vort forehavende. Luften var ualmindelig klar, idet de fjerneste fjelde kunde sees mærkværdig tydelig.