nes chancer. Vor hund vandt i kapløbet, men den lille forskræmte mikkel, der løb for livet, reddede sig tilslut oppe paa den flade top af et mægtigt isbjerg, hvor vi hverken kunde naa den eller faa skud paa den.
Den næste morgen var veiret fremdeles straalende, og solen blev omkring middagstider saa varm, at hist og her en enslig sæl lokkedes op af sit lille pustehul i isen, for at bade sig i vaarsolens liv-vækkende straaler. Det blev midnat, før vi naaede Kap York; atter havde vi været paa farten i 15½ time og tilbagelagt en strækning af 90 km. siden samme dags morgen.
Kun et par af de største stjerner tindrede paa den sydlige himmel, og de lyse sommernætter kunde saaledes hilses velkommen. Men at vi derfor var i nogen speciel sommerstemning, da vi standsede foran koloniens stenhytter den nat, vil jeg ikke paastaa. Kviksølvet stod ved ÷ 31° C., og saa skrubsultne som vi alle var, føltes kulden og nattesnoen dobbelt skarpt. De indfødte paa stedet tog imidlertid imod os med sin vanlige, aabne gjæstfrihed. Søvn og hvile var det vi trængte mest, og efter et solid maaltid for os og vore dyr faldt vi øieblikkelig i søvn, for først at vaagne langt ud paa formiddagen den næste dag.
Denne dag saavel som de to følgende, den 13de og 14de april, forblev vi ved kolonien, dels for ved dette ophold at give vore hunde anledning til at udhvile sig efter de lange marscher, dels for at afvente forandring i det pludselig indtraadte stormende veir.
Det er ikke frit for, at vi kjedede os lidt i disse dage; de nordgrønlandske hytter bliver temmelig trange og smaa for «bedremands-barn», naar man af
