tede at opleve et sidestykke til heroppe i det høie nord. Forskjellen bestod kun i, at medens lorderne er tilhest, maatte vi forfølge pr. slæde. I de lyse nætter tager de smaa polarræve sig ofte en lang vandring udover den tause søis for at søge levninger fra bjørnenes maaltider, døde sælunger eller lignende og det var to slige nattevandrere vi mødte.
Ikke før havde vore hunde faaet øie paa de to mørke prikker, — det var nemlig saakaldte blaaræve, der bevægede sig foran os, — før de satte afsted med en saadan fart, at vi netop saavidt fik tid til at slænge os paa slæderne og være med paa moroen. Rævene foran og hundespandene efter; men vi halede neppe ind paa dem, da slæderne sinkede vore hunde saa betydeligt at det endog lykkedes den ene ræv, der klogeligen havde sat kursen mod land, straks at undkomme. Den anden derimod var lige foran os, men syntes at øge sit forsprang. Men hvad gjør saa mine to «sportsvenner», der i den yderste spænding har fulgt dette livlige kapløb og nu mærker, at jagtens udfald begynder at blive meget tvilsomt! Hurtig som tanken griber Kolotengva sin kniv, strækker sig forover og afskjærer med et snit trækremmen til den hurtigste af vore hunde. Næsten isamme nu følger vor konkurrent paa den anden slæde exemplet, og frem skyder pilsnart de to dyr, nærmende sig ræven med strygende fart. Vor hund synes imidlertid at faa et lidet forsprang for den anden, og ikke fornøiet hermed sender vor medbeiler nok en lang stribet graatas i marken, øieblikkelig efterfulgt af en lignende fra vor slæde. Nu følger opmuntrende tilraab til hundene, og en leende, pludrende, skrigende disput mellem eierne om dyre-
