og faa lov til at lægge ivei opigjennem urer og fjeldkløfter.
Neppe 10 minutter efter knaldede et rifleskud lige nærheden, og straks efter fik jeg øie paa Kolotengvas lille firskaarne skikkelse[1] paa toppen af en lav aas, raabende, at vi skulde komme derop med slæderne. I et øieblik var vi deroppe og fik snart øie paa en renko liggende død lige ved. Et maaltid paafulgte, hvori fire mennesker og femten hunde deltog uden stands anseelse, blot med den forskjel, at vi mennesker forstod at tilegne os alle de bedste stykker af kjødet.
Kun en liden steg blev tilbage, og den slængte vi paa slæden sammen med rensdyrmaven, som de to arctici ikke kunde nænne at lægge igjen, — den er jo engang deres delikatesse.
Vi reiste ikke meget længer den dag, og efter at have været 13 timer ustandselig paa farten stoppede vi ved 7-tiden om aftenen, fremdeles paa nordsiden af Whalstenholm sund, hvor vi byggede vor koselige lille snehytte i en passende, vindpakket snefane.
Snart er kogningen indenfor i fuld gang, og under de smaa stenkar er flammerne gjort saa lange som de skaalformede lamper med mosenvægerne og spækstykkerne tillader. Paa den ophøiede platform i hyttens bagre halvdel optages pladsen paa venstre side af Kolotengva og mig, medens paa den anden side den gamle mand og hans hustru residerer. Alle er vi særdeles let antrukne, da det jo vilde være
- ↑ Kolotengva var henved 160 cm. høi. Smiths-sund eskimoernes middelhøide er forøvrigt for mændenes vedkommende 157,4 cm. for kvindernes vedkommende 144,7 cm.
