I denne høide var veirforholdene uden tvil paa
grund af det nære hav i den grad forskjellige fra de
lavere regioners, at vi neppe kunde bane os vei gjennem den tætte snedrift og taage og mod den bidende
vind, der formelig stak i vore ansigter deroppe. Men
det stod ikke længe paa; thi saasnart vi var naaede
forbi det høieste punkt af den snekuppel, der dækkede den plateauformede landtunge, fik vi vinden
med os, og strygende med voldsom fart nedigjennem
en smal, dyb dalstrækning kom vi snart igjen ned
til solbelyste bræer og isbjerge; men langt udenfor
isbjergene og den blændende hvide flade af øde
snemarker, laa havet mørkeblaat og vidunderlig vakkert, hist og her glitrende og spillende, hvor solstraalerne reflekteredes fra dets lange krusede dønninger.
Hvilket betagende indtryk det uvilkaarlig gjorde paa en, der gik med en kun daarlig døvet hjemve i sit hjerte. Minderne om det fjerne havomkransede fædreland traadte altfor stærkt frem og satte sindet i en drømmende melankolsk, men forresten i disse egne afgjort forkastelig stemning.
Da jeg standsede og stirrede udover mod den blaa horisont, spurgte mine indfødte ledsagere hvad jeg speidede efter, men det var ikke let at forklare dem, hvad jeg saa eller tænkte. Dog opfangede disse følelsesfulde mennesker uden vanskelighed meningen af mine ord, og den gamle mand udbrød gjentagende med dæmpet stemme ayonai: hvor sørgeligt, hvor trist.
Komne ned fra vor landoverfart fortsatte vi langs det temmelig flade kystland i Booth Inlet og passerede den mærkelige Fitz Clarence Rock, en liden, men ca. 1000 fod høi ø i terrasseform.
