været med os, men kajakken, som han havde laant, kantrede, netop som han var kommet nogle aaretag ud fra land, og saa blev han hjemme.» — Lang og stille latter fra begge. — «Hvad sagde Kaoni, da han vel var paa land igjen?» — «Ka-ka-ka-ka-ka-ka-ka-ka-jak er noe hærk! Ka-ka-ka-ka-ka-oni ogsaa, lagde vi til.» Igjen langvarig og stille latter fra dem begge.
Vi medbragte under den sidste expedition en Edisons fonograf, som vi oftere lod eskimoerne lytte til. Mærkelig var den fordomsfrihed, hvormed de allerede fra første stund af tog del i dette tidsfordriv. De syntes ingenlunde at sætte dette for dem saa uforklarlige apparat i forbindelse med noget overnaturligt, men lo og morede sig over de skjulte stemmer som over et legetøi, de havde kjendt i mange aar.
Og dog, — hvor nær vilde det ikke have ligget for dem at antage disse stemmer for aanderøster, der i deres religiøse forestillinger spiller en saafremtrædende rolle. Men med sin skarpe fornuft fastslog de straks, at ponograpi-mut i lighed med de mangfoldige øvrige mærkværdigheder, kablunakken var i besiddelse af, kun var et vidunderlig kompliceret, men forresten ganske naturligt produkt af menneskelige hænders og hjerners arbeide.
De fleste af eskimoerne tæller med lethed til 20, og det uagtet de sjelden eller aldrig har brug for et saa høit tal i det praktiske liv. Thi gaar antallet af noget over 4 eller 5, betegner de det som oftest med «mange» eller et lignende ord. Men naar de i de lange vinteraftener sidder inde i sine lave huler og udskjærer kunstfærdige smaa elfenbens-mennesker
