hvide harer muntert frem mellem stenene i et brusende bækkeleie. — Fra en kold og uddøet ørken var vi komne tilbage til en verden fuld af liv og skjønhed.
En time senere, og vi befandt os med vore 5 trofaste hunde ombord paa den lille sælfangers dæk, hvor kjendte sjømænd rakte os sine ærlige, barkede næver med lykønskning til vor fuldbragte færd.
Jeg behøver vel ikke at tilføie, at en af de første ting, vi foretog os, efterat vi var komne ombord var at faa os en grundig storvask og rent tøi paa kroppen. Saa var vi fremme paa bakken, hvor en menneskekjærlig matros skilte os af med adskillige pund lange sammentiltrede haarlokker. Nu saa vi nogenlunde skikkelige ud og kunde gaa tilbords. — Der blev vi for det første.
Da vi to dage senere havde faaet alle vore sager ombord, dampede «Kite» afsted til vort vinterkvarter ved mundingen af bugten. Her blev vi modtaget med jubel af de øvrige medlemmer af expeditionen, doktoren, Gibson og Verhoeff samt Pearys tjener Matt, der alle kom os imøde nede ved strandbredden.
Og bag dem stod en skare af vore kjære indfødte venner, der forlængst havde tabt troen paa, at vi nogensinde skulde vende tilbage fra vor reise paa den «den store bræ» (sørmoksuak). Derfor lyste ogsaa deres ansigter af lutter henrykkelse, da de saa os, og mændene lyttede i aandeløs spænding, da jeg senere gav dem en detaljeret skildring af vort møde med moskuskvæget paa den fjerne østkyst. Mange var de spørgsmaal, jeg derefter maatte besvare angaaende
