Komne i en afstand af henimod hundrede meter
begyndte man paa begge sider at «beskyde» hinanden
med de bekjendte amerikanske øiebliks-fotografiapparater, hvis korte, dæmpede smeld virkelig gav vort
møde et vist krigersk anstrøg. I sandhed, en fin desiecle infanteriild!
Snart var vi kun nogle faa skridt borte, da pludselig et rungende 9-dobbelt hurra klang os imøde gjennem den tynde høisletteluft. Saa veksledes haandtryk og begeistrede hilsener med disse hædersmænd, der med sælfangeren «Kite» var komne for at hente os tilbage til det civiliserede samfund.
Uforglemmeligt var dette vort første møde med medmennesker efter 72 dages ensomhed paa en livløs snemark. Og med hvilken intens nydelse var det ikke, vore hjerner modtog de første interessante nyheder om verdens begivenheder i det forløbne aar!
Langsomt og under den livligste passiar begav vi os nu nedover mod det nærliggende land, hvorhen vi kort efter naaede. — Vor reise var tilende.
Mere end 90 dage havde vi tilbragt paa den grønlandske indlandsis, og herunder var tilbagelagt henimod 2000 km.
Udstrækningen nordover af det mægtige grønlandske isdække havde vi paa det nøieste bestemt,
