samlede i en enkelt gruppe, snart atter adskilte. At det var mennesker, kunde der ikke være tvil om. Men hvem? Var det doktoren og Gibson med en flok eskimoer, der var oppe for at speide efter os? Umuligt. — Det maatte være medlemmer af den forventede undsætningsexpedition, der var ude for at tage udkanterne af de mægtige ismasser i øiesyn. Det skib, hvormed de var komne, laa maaske i dette øieblik nede i Mac Cormick-bugten og ventede paa os.
Kort efter lod det ukjendte følge til at have opdaget os, ialfald troede vi at høre fjerne hurraraab, og lidt senere den svage lyd af et bøsseskud. Vi svarede øieblikkelig med to skud fra vor rifle.
Uvilkaarlig paaskyndede vi vore skridt, og des nærmere vi kom hinanden, des sikrere blev vi i vor formodning.
Vi tog ikke feil. I spidsen for den lille, i moderne turistdragter antrukne og med blinkende alpestave og isøkser udstyrede skare gik den bekjendte amerikanske geolog, prof. Heilprinn fra Philadelphia, vor gamle ven fra opreisen det foregaaende aar og undsætningsexpeditionens leder. De øvrige 7 var alle anseede mænd fra Philadelphia, deriblandt 4 videnskabsmænd, en ingeniør, en kunstner og en journalist. Det hele følge var uden snesko eller ski, og da nattekulden ikke havde formaaet at danne nogen skare paa den dybe og vaade sne her nede i kystens nærhed, vadede hver mand i «puddersukker» til langt over knæerne, stundom til hoften! Saa meget mere beundringsværdig var derfor disse sportsmænds ufortrødenhed og udholdenhed, idet de, da vi mødte dem, allerede havde tilbagelagt omkring 8 km. over dette umulige føre.
